Ingen titel.

En eller anden dag stoppede du op 
og lukkede for slusen af ord, 
der blev for akademiske, for selvoptagede.
Så stoppede du helt. 
For tankerne var vist 
en tand for flyvske og forelskede 
til at du kunne nå dem. 
Og tiden stod stille herinde. 
Herinde hvor vi altid havde kontakt.  
Men nu er du her igen. 
Tror jeg nok. 
Hvem ved.
For vi har det med at flytte fokus 
fra sted til sted til sted til sted
og til sidst helt væk.

Ingen titel.

Tiden hænger ikke på træerne
den hænger på dine knogler
og lader tyngdekraften trække
dine åbne sår dybere og større i omkreds
i alderdommens forudsigelige forfald

(Og måske, som den trækker sig selv afsted,
finder dine følelser langsomt ord
og du forstår at du må acceptere
at det, der engang var, altid vil tynge 
dine tykke små lunger)
 

Ingen titel.

En tone.
En langsom tone mennesker imellem.
En omgangstone, forklarer de.
Ævl, svarer jeg.
De taler i en langsom tone. 
De taler så hurtigt. 
De taler så hurtigt i en langsom tone, 
men siger så lidt 
så mange gange 
at forvirringen ofte er total. 
Dialogen er et bip, 
der bliver til en hyletone. 
Et bip på repeat. 
De er gamle mennesker, 
der glemmer alt 
og alligevel formår 
at huske at gentage sig selv. 
 

Vi river lidt i kroppene og påstår at vi har fat i den lange ende.

Kødtermometrene hugger
så langt op i røven 
at de uforstyrret 
kan bearbejde vores lunger 
og som resultat,
søger vi, med fanden i hælene, 
noget, der kan udkonkurrere 
vores evige liderlighed 
efter æstetisk anerkendt 
pladder-romantik;
som substitut finder vi
nye knogler, vi kan klamre os til
og hylder den ligegyldige kødmekanik.

I et akavet forsøg på 
at glemme den fælles fortid,
tilføjer vi
vores seksuelle frihed 
en værdi, den ikke kan bære,
og når vores
efterladte lungers
kaleidoskopiske fragmenter 
hævder, at de er i god behold, 
afslører det blot vores forsøg 
på at erstatte 
en sippet kærlighedsafhængighed
med en kølig trang til kød og knogler. 

Ingen titel.

Efter at mine knogler
lod sig distrahere
i et døgns tid,
indsætter jeg
i mine tanker
et eller andet om
udbrændte lunger
skråstreg
tabt identitet. 
 
De knuste knogler
henter sidste version,
jeg i mine tanker 
kan tro at man ved 
hvor vi står ved download complete;
med samme uoverskuelige mængde af 
følelsesløse lemmer 
stablet på 
kaleidoskopiske fragmenter.

Lad din krop huske dig på.

Det er kun din krop, 
der kan huske dig. 
Det er kun dine knoglers sprog, 
der kan skaffe ro 
i dit ængstelige sind. 

Alligevel søger 
dine rastløse nomade-lunger
det seksuelle lystfølelses 
højdepunkts ly,

men de svulmende sammentrækninger, 
dine knogler knepper sig til
på ordinær vis, 
munder stadig ud i 

mentale orgasmeproblemer,
og genstridig, vedvarende 
og nedsat lungekapacitet
er det eneste resultat. 

For det er kun din krop,
der aldrig glemmer dig. 
Og det er kun dine knoglers ord, 
der kan berolige 
din desperation.

Bip mig.

Jeg var tilfældigvis på udsalg,
og på vej til kassen
faldt du over mine lungers
lettilgængelige ly,
hvorfor du ekspederede 
mine knogler 
som eksprespakke
i din gule indkøbskurv,
så et par fede white-trash-fingre
med gule, nedbidte negle
kunne bippe mig til at være din.

BURN AND CREATE.

'the way to create art is to burn and destroy
ordinary concepts and to substitute them
with new truths that run down from the top of the head
and out from the heart'
Charles Bukowski, Sifting Through 
the Madness for the Word, the Line, the Way