Indeed.

And were an epitaph to be my story
I'd have a short one ready for my own.
I would have written of me on my stone
'I'd had a lover's quarrel with the world'.

Robert Frost

Meningsløst blod på min tand.

Jeg nyder din sure lyd. Du tiltaler mig så grimt at jeg bukker under og gemmer mig i din krog. Overbevist om at du vil mig det bedste og kun udretter derefter. Og selv når jeg støder på billeder, der illustrerer det modsatte, følger jeg dig blindt. For i denne del af mit liv, der ikke en gang er en bagside-spalte i diverse intetsigende sladderblade værd, er jeg tvunget til at beundre dig betaget. Det giver mig blod på tanden. Jeg kategoriseres jo som kasus femininum hvorfor jeg logisk nok ikke kan andet end at bøje mig i støvet, kysse dine grimme fødder og logre med halen. Egentlig er du blot et klassisk eksempel på behov for drama i en grå hverdag. Det er meningsløst og derfor smukt. At vide man aldrig vil kunne leve i samme rum, ja, selv i samme verden, giver en traditionel rus der tvinger ens krop til at grave sig gennem dage, måneder og år i et sørgeligt forsøg på at opretholde meningsløse relationer med argumentet 'jeg elsker dig' som bærende etikette.

Juuul!


Iiihh, hvor jeg dog elsker at jeg har fået en helt klassisk Chanel no. 5 parfume af min søde, søde mand i julegave!

Så klassisk, skøn og betænksom en gave. Me looooves. Og se! Monroe med selvsamme parfume. Ihh!

Simpelt og sentimentalt men smukt.

Yes indeed I'm alone again
and here comes emptiness crashing in
it's either love or hate
I can't find in between
cause I've been with witches
and I have been with a queen

Ben Harpers "Another Lonely Day"

Jeg er din ho.

Mine egne hjerneceller hjernevasker mig og jeg ser det ikke. De håner mig og jeg kan ikke gøre andet end at betragte hvordan du slagter min krop igen og igen.

Du forbliver et larmende organ med kriminelle intentioner.

Jeg er kriminel og fuldmånen blænder mit overblik for jeg er en forbryder der ikke tør melde sig selv og resultatet vil blot være en hårdere straf et evigt plettet rygte samvittighedens uudholdelige tinnitus i mine ører og ja selv min krop vil tage afstand og flygte fra det larmende organ i midten.

Mit larmende organ vil sige 'mytteri' hvortil lemmerne vil skrige 'umenneskeligt' og konstatere at de er fanget i et imperium bygget på en alt for høj piedestal med en glorie der sidder skævt og som sidste udvej vil de dømme organet til evig skam og en sikker død idet det blot er en eksistentialist med skyklapper på; en irrelevant selvmodsigelse.

Automatik

MINE HOFTER VUGGER AUTOMATISK TIL DIN BLØDE TAKT DER DRAGES AF MIN NATURLIGE KROPSDUFT EFTER HVILKEN DU LANGSOMT VANDRER.

Lavine

Jeg lader din behagelige lavine rulle gennem min krop,
og inspireres af dit smittende smil.
En lavine, der blot burde lægges til side,
så instinkterne holdes på rette kurs.
Et smil, der blot burde ændres til en sur mine,
så lysten holdes under ed.

Vi udnytter og voldtager de længste dages arme til langt ud på de sene nattetimers fingerspidser. Vi trommer i bordet og råber i kor så vores alkoholiserede pulsårer er ved at briste. Vi betragter skønhedspletterne på vores jordbærrøde hud, der griner og forvandles til dominerende vorter. Vi lugter til hudens urin, der udskiller procenter med hvilken de spytter os i hovedet.

For i dag er vi kun kroppe der lever højt på druk og hor.

Trehundredeoget

Trehundredeoget
i mit allermest larmende organ sidder du endnu
dybt dybt og langt langt inde
i arvævet og med tykke sting har jeg dig syet fast
for selv det yderste på mine fingerspidser
kan stadig huske følelsen af din ru overflade
og mmm, hvilken øjeblikkelig lykke
at kunne mindes
dine murstens regelmæssige vejrtrækning og rolige varme.

Jeg vil kvæle dine kedsommelige ord.

En flod flyder fra mit inderste og drukner din absurde logik.
Gennemblødte fraser, vi alt for ofte hilser på, præsenteres endnu en gang.
Mens de ubenyttede og ukendte ord kvæles i strømmen af forstand.
Du sammensætter lyde med mening i så lind en strøm
at min fornuft anerkendende nikker og mit inderste stille sover ind.
Dét inderste, du så gerne vil nå, forsvinder i dine egne egoistiske grynt og ligegyldige sætninger.
Fordi du aldrig lader det få luft i vandkanten og ej heller overvejer at det ikke altid er logiske behov, vi ønsker.

Oh, but I do love trouble!

En film, jeg simpelthen bliver nødt til at investere i. Og det ' med det vuns!

Poetisk poserende passion.

Du poserer som poesi for mit indre blik
i din æstetiske larm og med din intense gang
gør du mine lemmer bløde som smør.

Uden dig er jeg nøgen.

Vores vals burde vare evigt
i en perfekt symbiose
opfylder vi hinandens passion.

Uden dig er jeg nøgen.

Jeg beruser mig med dit indre skød
i varmens tryghed
finder jeg meningen med livets manglende svar.

Du er min.

Og jeg fortalte ham at det blot er kroppenes larmende eksistenser, der støder på hinandens skrog. Åh, hvilken charme ved en alt for synlig og frustrerende kemi. Så synlig og frustrerende at man ikke kan benægte den, og så synlig og frustrerende at man allermest har lyst til at benytte brandudgangen mens ingen ser det.
Jeg er nøgen uden min storby.
Og her står jeg.
Forladt og alene.
Druknende i selvmedlidenhed.
Undrende over hvorfor den mon ikke længere vil kendes ved mig.

At stable alt.

Og tværs gennem det tomme lokale burde alt
omkring os være luft. Jeg vil at alt skal
være intet i disse infame minutter. Men alt
er ikke intet. For det betyder for meget
for os begge. Paradoksalt nok synes dette alt
placeret i centrum i øjeblikket, hvor det
pænt er stablet i stakke. Stakke, der prikker
til vores hukommelse og udmunder
i min ukontrollerede råben og dit ignorerende, gennemborende blik.
"Jeg strejfer rundt omkring i mine rum og digter
til skyggerne og tænker hvad jeg tit har sagt,
at det alene er et digt som forsoner og forpligter
og heler det som livet har ødelagt."

Bo Bergman, 1969

Vi må tro på at der er en fortsættelse.

Ahh, hvem der havde et palads i byens indre organ
Midt i larmen, skidtet og osen var jeg lykkelig
Bosat i en tosset, gammel bygning med stuk, krummelurer og charme
Som blommen i et æg i tankens utopi er jeg.

Fysik.

Og så snakkede vi. Fordi alt andet var ligegyldigt og emnet uundgåeligt og følelserne for stærke. Og glad ved tanken om at være her igen, vågnede jeg.

Hvor hånlig ser du ud.

Jeg glor og forsøger at gennemskue hvorfor din hvide side griner hånligt. Jeg drikker din søde vanillesukkers saft og smiler tilbage, stadig uforstående overfor dine spydigheder der konsekvent synes at misse ømme punkter.

Støj

Blot en stemme i nattens mørke
Men koldt og permanent hvinende
I dit venstre øre som et kryb
For irritationens skyld er jeg
Et instrument med ét formål;
At forvirre dit dømme som
En tømmerflåde der forstyrrende
Sejler på det rolige havs vuggende bølger
Og dermed bryder traditionen der byder på
Ensformige verslinjer med lige antal stavelser.
Så sidder man her. Med to smaskende uldtotter i skødet. Kaffe ved sin side. Og så gik man i stå. Hvorpå man gik i stå over at gå i stå. Jeg kommer hjem og papiret og kuglepenne vil ikke kendes ved mig. Måske er det fordi jeg lod min elskede by i stikken. Den by der var min inspiration. Jeg elskede. Jeg hadede den. Måske jeg nærmere hadede at elske den så højt. Og nu ignorerer den mig som straf. Jeg skred og fortjener derfor ikke opmærksomhed. Måske man burde kategorisere det som et destruktivt forhold. Eller i hvert fald et forhold med destruktive træk. Procenterne falder for mine øjne og tiden er knap. Jeg må skrive. Vil så inderligt gerne skrive. Men omgivelserne taler ikke længere til mig.

27. oktober 2009

Larmende eksistens iført spændetrøje.

Når i et forhold skærpes de larmende eksistenser
og kategoriseres som et af Hermans stille existenser;
de nummereres i rækken og udleveres en anonym spændetrøje ved indgangen. Det er nok bedst for styr på det skal der jo være.
Ti-sekunders reglen forklares
og hvis man ikke makker ret inden for den enoooormt lange tidsperiode,
sættes man på porten med mærkaten "smager surt" på ryggen.
Spændetrøjen beholder man forresten på, for det skulle jo nødigt hænde at man slippes løs i systemet med ubehagelige informationer om disse forholds omstændigheder.

Organ.

Mit hjerte er et frigjort, larmende eksistens i min krop. Min forstand ligeså. Begge stresser alt omkring sig. Heriblandt hænder og fødder, der flittigt fingerer som trommestikker. Øjnene flakker nervøst fra rum til rum og overtager ivrigt og ambitiøst kroppens valg.

De larmende eksistenser slås om rettighederne til kuglepennens blå blæk, og lyden af modstridende argumenter klinger dristigt i kroppens trommehinder for at forvirre de overordnede der ihærdigt forsøger at drive kroppen som et tyrannisk organ.
Går i stå med kaffen i den ene hånd og eye lineren i den anden. Begtragter dovent prikker, tern, striber, og overvejer hvad humøret mon står bedst til i dag. Uforstående overfor den (selvforskyldte) situation og det stigende behov for undren og melankoli og steneri og nostalgi, kalder tiden. Ignorerer den tikkende lyd i baggrunden. Og irriteres over dagens aftaler der ikke kan aflyses grundet en konfliktsky kælling.

Skodprovins.

JA! Det her er en møgdag med møg på. Og lidt lort på. Kan slet ikke overskue det lige nu .... men plastrer alligevel smilet på mit grimme fjæs og drager mod arbejde.

Punktum. Med punktum på.

Superfluous biatch.

Ufatteligt hvordan det at sætte sit hår kan have afgørende effekt på mit humør. Jeg vågner; kan ikke overskue dagen foran mig, aftalerne, flyttekasserne, rodet og den uundgåelige realitet. Jeg sætter mit hår; aftaler, flyttekasser og rod mødes pludselig med et smil, og jeg hilser pænt på onsdag d. 21. oktober 2009.

Ikke at rime.

umulig ugidelig melankolsk men stadig græsk-katolsk
blå på må og få er I blot ansigter man har set sig træt på
Ja, jeg har selv gravet det her hul. Stort, sort og dybt. Og er nu tvunget til selv at fylde det op igen ved at pakke min selvstændighed sammen og søge ly i den fuglerede, jeg var så lykkelig over at forlade tidligt. Det er ikke engang en bittersød fornemmelse. Det er blot bitterheden i sin reneste og mest ulækre form, der hoverende griner af mit blanke fjæs. Et blankt, blegt fjæs, der ikke har forstået at følge med kroppens, lystens og impulsens barnlige handlinger.

Måske min bare r**

Jeg er i gang med at pakke alle mine flyttekasser, hvorfor jeg i dette øjeblik er nødt til at tage stilling til hvad jeg får brug for og ikke kan leve uden det næste halve år. Det har medført en vis melankoli. Måske alle Ani Difrancos album, der bølger gennem højtalerne er med til at påvirke det. Måske ikke. Måske er det faktisk bare det faktum at jeg det næste halve år ikke har noget sted at bo, fordi jeg er en klaphat til penge, der er den primære faktor! PIIIIK!

Tosomhed og 2CV

Jeg troede tosomheden var skrottet på lossepladsen sammen med første generations sort-hvide fjernsyn, pestbefængte madrasser, afdøde bilbatterier og småt brændbart. For det var jo det, vi blev enige om. Og når man bliver enige om noget så laver man da ikke en u-vending? Slet ikke når bilen, man vil lave u-vendingen med, er en afdanket, rusten 2CV. Ja ja, den ser nok så sød ud, men holder den til at lave en avanceret og ikke mindst krævende u-vending? Pffft. Vi gav slip på tosomheden. Vi skrottede vores solide ske, brun sovs og kartofler, hinandens tryghed. Og dog. For gennem en enkelt nats raseren i promillens tegn snuppede vi bilen og kørte tilbage til lossepladsen i håb om at genoptage det, der engang var. Og nu roder vi rundt i alt-mulig-containeren i søgen efter den berygtede tosomhed, mens den sølle 2CV står parkeret i vejkanten.

Nej, vel?

Og så sidder man her.
Og lurer.
Og bander.
Over sig selv.
Over situationen.
For det er da dumt.
For det er da ligesom at begå selvmord.
Man ved ens humør daler hvis man gør det.
Man ved det ikke gør godt for noget.
Alligevel spænder man ben for sig selv.
Alligevel spænder man ben for morgendagens latter.
Jeg burde jo ikke. Og måske jeg er bange. Ja, jeg er bange. Men er årsagen til det ikke soleklar? Det skulle jeg mene. Erfaring viser jo at det kan gå grueligt galt.

Støvpartiklers varslen.

Lader alt stå til
og håber det vil forgå i stilhed
eller i det mindste pakke sammen af sig selv
uden at gøre sig bemærket.
Støvet samler sig
og den anden kind vendes til.
Tiden bønfaldes om at vende om og fortryde sin evige lineære tikken mod det, som alle hævder er uundgåeligt.
Orkideerne visner grædende og lysene falder langsomt til ro efter at have givet op.
Bøgerne på hylderne, tøjet på knagerne og billederne på væggen trygler om at blive behandlet med en kærlig hånd men de ejes af en ignorant. Og ignoranten er den eneste, der ikke vil indse at det er tid.
For alle andre ved det er tid. De underrettes af de konstant stigende støvmængders ankomst.
Én nullermand efter en anden.
Her stabler de sig selv.
Og kvæler langsomt alt omkring sig.
Beskidte partikler samles til falmet vat i ønsket om at overtage det nervøse værelse, der blot venter på indtagelse.
Og jeg, en ignorant, er den eneste der nægter at indse det, og blot lader alt stå til.

Cigarer, cerutter, piber, cigaretter, snus og fred.

De kalder dem tobaks-blade.
Hos os er de populære som fred, lagen og dyne og vi fryder os hver gang de tages i brug.
For de varmer os i kolde perioder.
Ja, vi ser nemlig at resultatet er det samme for disse store og mærkværdigt akavede væsner, der aldrig virker helt tilpas i deres egne kroppe.
Efter kontakt mellem disse produktionsfordærvede tobaks-blade og mundene hænder det mest forunderlige:
Deres før så spøjst anspændte ansigtsudtryk nærer et øjebliks behag.
De store, ru hænder holder op med at ryste.
De klumpede fødder falder til jorden.
Og vi frygter ikke længere at de træder på os.

Hello, kisses and au revoir!

Hvor er "Come Fly With Me" (1963) dog en fantastisk film! Jeg vil også være stewardesse og flyve verden rundt altimens jeg flirter uhæmmet med flotte business mænd og ser heeele verden <3

For cryin' out loud!

Onsdag d. 7. oktober 2009: Jeg var så smart at jeg liiiige tog en lille aftenvagt i spillehallen nu hvor min konto ikke kan lide mig og jeg forsøger at rette op på det .............. and I'm not doin' it again!

Enhver snert af mening med tilværelsen efterlades i rendestenen når man træder ind af døren til den her spillebule. Det er simpelthen så deprimerende at være her. Jeg har nu siddet og gloet i 4 timer, kan allerede lægge mig grædende i fosterstilling og kun halvdelen af tiden er gået. Jeg lider af en dundrende hovedpine og mine øjne kan knap holdes åbne. Gæsterne - hver og en - er en spøjs stereotyp, man aldrig skulle tro fandtes i virkeligheden men kun overlevede gennem platte vittigheder. Her følger en herlig opremsning af 8 stereotyper og de mest fremtrædende, individuelle kvaliteter.

Spillefugl nr. 1: egentlig en nydelig herre. I midten af fyrrerne. Smider aldrig en mønt i en eneste automat men blot går rundt og drikker gratis kaffe mens han betragter andres spil og lurer med et mærkværdigt smil. Spillefugl nr. 2: Alle aldre kan her være tilfældet. Han er så møgflabet og spiller så smart at det halve kunne være nok. Hans mor har helt sikkert overbevist ham om at han er Guds gave til mennesket, hvorfor man altid kan høre og se når han er tilstede; høj stemmeføring og ubehageligt store armbevægelser. Spillefugl nr. 3: Egentlig en køn kvinde - hvis man ser bort fra håret, der ligner afbrændt halm og hendes manglende opmærksomhed på valg af tøj - og det virker som om hendes hjerneceller endnu ikke er skudt i sænk af ludomaniske idéer. Men alligevel bruger hun al sin tid i denne røvssyge bule. Hvis man mødte hende i Netto, ville man aldrig spotte hende som ludoman. Spillefugl nr. 4: I midten af 60erne, gråhåret og overvægtig. Ryger som en skorsten og griner konsekvent af sine egne dårlige jokes, hvilket altid ender med en kaotisk hosten hvor man frygter at hun enten brækker sig eller bliver kvalt. Fortæller som oftest om sine børnebørn, sin bil og alle de penge, hun har spillet op i tidens løb. Og opfordrer op til flere gange en til aldrig at kaste en mønt i en spilleautomat "for før du ved af det ender du ligesom mig, hahahaha .... host host host .... bræk bræk bræk!". Spillefugl nr. 5: Ligesom spillefugl nr. 3 ville man heller aldrig stemple hende som ludoman hvis man mødte hende i offentligheden. Hun er typen, der stadig har et velfungerende (!?) job samt en kernesund familie, der ser fodbold hver onsdag og synger med på "Hit med Sangen" om fredagen. De har villa, volvo og vovse. Og manden aner selvfølgelig ingenting om hendes semi-gambler-tilværelse. Hvorfor hun altid går ud i baglokalet i spillehallen for at besvare opkald med sætningen "Er du på vej hjem fra skole nu, skat? Okay. Ja, jeg skal nok nå at lave mad inden du tager til ridning. Men lige nu sidder jeg altså i møde. Jeg ringer senere. Møs møs". Spillefugl nr. 6: I midten af 40erne, lille, betuttet og fordrukken. Han kan ikke snakke om andet end sin kat, der døde i nat og efterlod ham ensom. Hans næse er rød som et overmodent jordbær, håret er fedtet og gråsprængt og så halter han lidt. En meget ydmyg, sød og venlig mand - muligvis en af årsagerne til at man oftest har ondt af ham. Spillefugl nr. 7: Man lægger egentlig ikke mærke til ham for han siger aldrig en lyd og skal aldrig hæve penge. Hans ankomst tager man dog aldrig fejl af; han sidder i en yderst komfortabel kørestol, der bipper som en anden lastbil når den skal bakke ind og ud mellem rækkerne af spilleautomater før han udvælger sig en af de 95 maskiner, der skal være offer for hans hurtige tryk på tasterne resten af aftenen. Spillefugl(e) nr. 8: Et ældre ægtepar, der ligeså godt kunne være ens bedsteforældre. De er søde, imødekommende, smilende og hilser altid pænt på den ansatte. Hvor kan man dog ikke andet end lide dem! Det er bare så pokkers svært at se bort fra den ludomani, de begge må udsætte deres kroppe for. Alligevel skal det lige nævnes at de bestemt ikke virker som de mest afhængige i bulen - de lægger derimod blot et par hundrede kroner om ugen i hallens vekselautomat, drikker lidt varm chokolade og morer sig med hinanden og deres egen bændelorm. Og nå ja, selvfølgelig også med den yderst avancerede spilleautomat der består af 5 knapper og lidt blinkende lys. Fy for en underholdning, de der betaler sig til.

Det hele skrevet med et ironisk smil på læben, og at overdrive og generalisere må vist siges at være nøgleordene i denne sammenhæng, men NØJSH! hvor gjorde det godt at brokke sig lidt over sin egen manglende forståelse for ludomaniske spillefugle. Et folkefærd, jeg virkelig ikke forstår. Og nok aldrig kommer til at forstå.

Alt for let

Fra én til en anden og på
hylder stabler jeg den ene krop oven på den foregående
Altid smukke tanker om hver og en
som køkkenredskaber besidder de alle individuelle kvaliteter
FORELSKELSE?
Naiv optimisme og hjerteskærende følelser der alt for let forveksles med lyse tider og lettilgængelig seksuel omgang.
26. august 2003

Måske de mødes.

En ligegyldighed
Man slider kroppene mod livet
Og bladene mod tornene
En smerte usynlig for omverdenen
En omverden ligegyldig for smerten
En gensidig manglende forståelse
- Skulle man mon arrangere et møde mellem de to?
14. september 2003

Kalorier tilbydes kun skyggen af min ryg

napalm kastes
rammer min grimme, fede krop
jeg ser mig selv løbe
flygte fra forbrændingerne
flygte fra de bjerge af mad, der tilbydes
KALORIER
KALORIER
æblet står på bordet og smiler med sine onde øjne
X antal kalorier bøjes i neon
en hård og udmattende kamp kæmpes
timerne snegler sig afsted
endelig hejser maven det hvide flag
jeg lader æblet stå der og smile
rejser mig
ser hvorledes dets smørrede grin langsomt blegner og falder til jorden
vender det ryggen
jeg går.
15. april 2003

(Endnu) ingen titel.

Toget ved stationen frister
river i min krop, i min sjæl,
mens det suser forbi.

Knivene i køkkenet kalder
alt imens de slagter kødet på
brættet til ukendelighed.

Stearinlysene ved min side hypnotiserer,
varmer min lyse hud,
overtaler mig til at bruge kroppen som bål.

Roserne i vinduet stirrer med
deres indtrængende øjne, røde og fortryllende,
fortæller om deres skarpe og kærlige torne.

Musikkens uhyggelige men lokkende tekster
river i trommehinderne,
taler deres selvdestruktive men eget sande sprog.

Alle veje mod samme perfekte mål;
så lad dog barnet.
25. maj 2003

Ligegyldige smerter

Flammen nærmer sig langsomt
smerten øges med al for høj hastighed
alligevel stopper man ikke
nyder ikke
men afskyr heller ikke
betrager blot mens man lemlæstes
det betyder intet
arret er blot endnu et sår på sjælens jordiske hylster
lytter ensomt til musikken
der svarer til ens trivielle usynlighed
"...ville ønske man var for død til at græde..."
livet ønskes ikke
tårerne brænder mere end denne flamme
flygter lydløst ud af denne verden
svinder langsomt ind
og forsvinder med ligegyldig smerte ud af dette liv.
20. maj 2003

Fjendernes søstre

Jeg hader, foragter og misunder dem
at de kommet videre med livet
at de er kommet sig over den store sorg.
Fastlåst i fortiden, hager jeg mig til billederne, minderne og følelserne.
Afskyr dem og deres ækle tyndhed,
Åh, gid at være født tynd ind i livet,
åh, gid at være født heldig ind i livet.
Foragter deres lykkelige og forelskede popularitet, der gør mig til en
utilstrækkelig dumhed.

Alt gør jeg for at fjerne det smukke scenelys
fra deres blonde hår og smukke øjne.
Frydes når det går dem skidt,
alt for sjældent.
Lammes når det går dem godt,
alt for ofte.
25-øren udgår og vælges fra; det samme gør jeg og viljen går til dem.
Her tækkes og forkæles de af dem der nu er fjenden.
De er fjendernes søstre og viser altid deres hånlige, grimme tænder
til alle der ikke fødes tynde ind i livet
til alle der ikke fødes heldige ind i livet.

8. april 2003

Utilfreds, tvær og negativ dame coming your way!

Solen skinner men af årsager, jeg nok ikke helt vil anerkende, har mit humør pt gravet sig selv ned i et dybt, mørkt hul. Jeg kan virkelig ikke overskue tanken om at flytte igen igen igen ... og tilmed hjem til moooaar. Ikke at det er helt forfærdeligt at bo med dem, det bliver rigtig hyggeligt, men min stolthed har godt nok svært ved at sluge den tanke. Og nu er der snart kun to uger til. ØV!

Og by the way; kors, hvor jeg trænger til at shoppe!!! Det er jo snart fire måneder siden. Og jeg plejer altid at shoppe efter et kærestebrud. Gi' mig så nogle penge så jeg kan shoppe. På forhånd tak.
"For Veronika var det som om ordene gik i opløsning, ligeså snart de havde forladt hans læber, stavelserne drev væk, og betydningen gik tabt i de mørke kroge i det vældige rum"
-Fra Linda Olssons "Astrid og Veronika"
Som en brudt bølge,
slået af kraftig vind ind mod en klippe,
sådan er jeg: alene
og knust ind mod kysten,
mens jeg husker det der var.

- Fra Linda Olssons "Astrid og Veronika"

Johnny Cash' version of Solitary Man. Beautiful, ain't it?

Belinda was mine 'til the time that I found her
Holdin' Jim
And lovin' him
Then Sue came along, loved me strong, that's what I thought
But me and Sue,
That died, too.
Don't know that I will but until I can find me
A girl who'll stay and won't play games behind me
I'll be what I am
A solitary man
A solitary man
I've had it to here - being where love's a small word
A part time thing
A paper ring
I know it's been done havin' one girl who loves you
Right or wrong
Weak or strong

"Slut, prut, finale!" er bestemt ikke til at lukke op og skide i, men nærmere en læresætning, at du ved det.

Endnu en lettere fesen omgang tanker fra undertegnede; så vågnede jeg op til endnu en dag, og har det bedre. Meget bedre. Hvilket skal forstås som følgende; jeg danser rundt til Ruth Brown og kan ikke andet end se positivt på tingene. Må indrømme at i går ikke var en nem dag - men det skulle vel lige gå op for mig. At han havde taget beslutningen. At jeg selv havde taget beslutningen. At vi var rørende enige om det hele. Jeg har selv været klar over at jeg på ingen måde fik mine behov opfyldt i det forhold (jf. fx de sidste par fuldemandsindlæg, host!). Det der med at feje ting ind under gulvtæppet kan til tider synes som mit speciale. Men slut, prut, finale! Hvor er det dog lettende at kunne sætte et stort fedt punktum ved dette kapitel. Én ting, jeg dog ikke skal sætte punktum ved men nærmere huske på dag ud og dag ind, er Hamlets simple, men smukke ord; "To thine own self / Be true". Ae ae på denne søndag som jeg igen igen vil bruge på at sælge bjerge af burgere og friske fritter.

Ærlige ord fra en dame fyldt med procenter; når de er bedst.

For det handler jo om dig.
Og kun dig.
Og ingen andre.
Selvom du måske bilder dig andre ting ind.
Hvor står jeg så?
På sidelinjen som en anden nikkedukke du gør brug af når tid er?
Når overskud er?
Når lyst er?
Jeg kan ikke mere.
Giver op.
Igen.
Lad os bare slutte som det nu engang er bedst.
Inden jeg såres alt for meget.

Jeg tror hermed det hedder sig at jeg giver op. Sådan ja. Rigtigt. At give op er gjort. Nu.
For hver gang en hedonist overskrider en ny grænse, suppleres oplevelsen med følelsen af at være en ny Columbus, der stolt slipper sig selv og alle sine infektioner løs på et helt nyt kontinent. Det er romantikerens evige behov for at sprænge alle grænser om igen.
-Martin Hall
"FORSTÅELSE ER, NÅR DET SUGER I MAVEN OG GØR ONDT I HJERTET"

Martin Hall

Et surt opstød.

Drukner man ikke i sidste ende blot i sin egen irrelevans? Det hele er en stor urealistisk pærevælling af følelsesløs patos der hober sig op. Vi fremstår kun som et simpelt produkt af teknologiens generation. Man opdrages med et lineært stigende behov for evig kontakt med andre, om vi kender dem eller ej er underordnet. Frygten for at være alene driver os frem i teknologiens verden. Telemaster, mobiltelefoner, internet, først stationære computere, dernæst bærbare med trådløst internet, facebook, diskussions-fora, blogs, chat og skype. Forkælede ulve i fåreklæder. Vi har ikke godt af det. Og ødelægger i sidste ende de to-benedes mulighed for en fremtid som verdensherskere. Vi ødelægger vores oprindeligt æstetiske sjæle men ser det aldrig. Musen ser det. Elefanten ser det. Selv den intelligente abe i rendestenen ser det. Mens vi fortsat styrter frem i blinde mod teknologiens dyb, der i en stor løgn synes at tilbyde uanede muligheder - kun af frygt for at tilbringe tid alene. For os selv. Med os selv. Og vores helt egen bændelorm.

Ignorant. Selv når det gælder stoppet næse og utilfredse lunger.

Nu rejser jeg mig altså fra sengen. Sygdom eller ej. Er endnu ikke på toppen men nok må være nok (eller hvordan det dersens gamle ordsprog nu engang lyder). Mit hår er så fedtet at det sætter sig selv, jeg er ret sikker på min krop snart vil tvinge mig ud i badet så træt er den af at lugte af gnu, lemmerne piver over snarligt synlige liggesår og jeg er virkelig ualmindeligt træt af kamille te og dårligt fjernsyn. Giv mig så noget energi! NU!

Fodnote til ovenstående overdramatiserede pladder; man føler hurtigt behov for voldsomme udtryk og drastiske billeder efter en dag eller to i sengen.

Bindingsværk, halm og hygge.


Hvor jeg dog nød denne weekend. I fulde drag! Afslapning har fået en helt ny betydning.

Med Kasper og hans søde, søde venner på en bondegård i Sorø. Kan du se hvad jeg mener...? Det kunne virkelig ikke blive bedre. God mad, herunder inkluderet thai-suppe den ene dag og vildsvin den anden dag, lerdueskydning eller måske nærmere et forsøg derpå (for mit vedkommende altså), traktorkørsel i flotte, flotte kedeldragter (spørg mig ikke om hvorfor), Little Britain i timevis, herlig musik, mig der bager brød kl.03 om natten i lettere beruset tilstand, øl, øl, øl, vin, vin, vin, og drinks, drinks, drinks. Sidst men ikke mindst må det lige noteres at jeg bagte frugttærte og cookies om lørdagen. Yoink, de blev gode. Vi dansede, vi hyggede, vi pjattede og det var skønt!

Mmmm, hvor jeg dog elsker at alt fremstår som ren Morten Korch-idyl ligeså snart man nævner ordet 'bondegård'.

Man går for sig selv i mørket
tårerne risler ned af ens
kinder,
Som en flod der i al evighed har
sin gang mod enden af det
smukke fald.
Sneen daler langsomt og viser
et idyllisk billede af en gammel film med
røde næser, kolde kinder og rystende ører.
Tankestrømmen afbrydes af en ny
lyd i det stille natteliv, og
man følger den.
Ens trommehinder modtager
velvilligt lyden af vand, af rislen, af liv, af noget
der vil vare i al evighed.

Man sætter sig på den snebelagte
vej og vælger hårdnakket at
ignorere kulden der langsomt
gennemtrænger ens allerede
forfrosne korpus, som en gift
der overtager et forsvarsløst æble.
Man lytter kun til det rislende vand
i nattens stille dyb, der optimistisk
fortæller om et utopisk liv,
som man udemærket godt ved man
aldrig får lov til at smage på. For man
er vel realist. Eller pessimist. Eller
lidt af hvert.
Og dog lidt optimist for man smiler
ved lyden af vandet og varmes
af dets historier i håb om noget
godt i sigte, der mirakuløst kan
ændre ens liv.
Her rejser man sig op, fortsat med
et smil på læben og et ængsteligt
håb om evighed, der efter to skridt
begge falder til jorden, som de to
ignoranter man altid må huske dem
som, og de krakelerer lige inden de
rammer jorden og smadrer i tusindvis
af stykker.
Alligevel forsøger man ihærdigt at
samle alle stumperne op - for
man er vel naiv optimist inderst
inde - og håber at kunne huske dem
i tidens lange løb.
Brudstykker, så kun ord og til sidst
kun lyde tager man med sig fremover;
af de idylliske historier vandet kunne
fortælle én i et forsøg på at holde sig
selv oppe i en konstant modgang,
alle genkender som livet.
11. februar 2003

Det tynde sving

Jeg kan ikke mere. Det hele er
kaos. Jeg er svimmel. Træt.
På opgivelsens rand. Jeg føler
at alle lever. Undtagen mig.
Jeg er fanget. I den samme onde
cirkel. Alt går så stærkt.
Selv er jeg faldet af i svinget.
For længst. Alene i dette sving.
Betragter folk. De suser forbi.
Jeg er fanget i dette tynde sving.
Dette gyldne sving. Dets to
skilleveje griner af mig. Giver
ingen ledetråde. Tærer på mine
tanker. Så jeg ikke er i stand til
at tage et valg. Og jeg ved at
hvis jeg flytter mig, svigter
jeg min krop. Og ønsket om
det perfekte gyldne tynde sving.

25. januar 2003
Mit mørke er mit fængsel
mørket, jeg er lænket til dag
og nat.
Kun en synder har fortjent
at være lænket på hænder
og fødder.
Jeg er en synder, der
er ufortjent til livet
og dets glæder.
Slangen er min vogter og
med sin smidige krop sørger den
for at straffe mig.
Frivilligt kaster jeg mine ømme lemmer
mod de kolde tremmer i
håb om frihed.
Mens slangen griner sin
sædvanlige latter og viser sin
tvedelte tunge.
21. januar 2003

Skrevet af en vred pubertetsdame

vil helst være fri
men nej
nu har jeg fået nok
jeg tænder for blusset
smeder jernet
med det skal de tæmmes
varmer dem over ilden
luer dem op med de bare næver
kaster deres slappe kommentarer på bålet
lader dem forsvinde i flammerne
smider deres angreb overbord
tvinger dem til at rådne op med ukrudtet
for jeg er modig nok til at sige fra
stærk nok til ikke at bukke under for mængden
- af dumme kommentarer
3. august 2003

Endnu et gammelt pladderromantisk forsøg på poesi

Den blomme i det æg der hopper
rundt på de der lyserøde skyer åh
hvilken løgn alt går galt alle
planer går i vasken intet vil lykkes
uaccepteret og til grin viger hun
bort at elske at holde af er
forbudt en selvforstærkende effekt
de nærmeste porcelænsdukker
vrister sig langsom ud af favnen
og tabes selvforskyldt smerte
indrømmer hun og accepterer
konsekvenserne; undskyld
og farvel
21. maj 2003

FARVEL

på vej ud af mit sind
sparket ud af bagindgangen
slangen
glider langsomt af min finger
det vi før kaldte hjem er nu kun minder
perfekte og smukke
farvel
man søgte det forkerte sted
ironiens bombe viste selv at den årelange efterlysning var fejlagtig
og først dér efter afsked med barndommens gade
kunne man vriste slangens stramme greb
af sin krop

5. juni 2003

Maj 2003

Man ødelægger sig selv
Livet en evig stræben
Perfektion
Man må kun leve fejlfrit
Dette liv skulle aldrig have været født.

Mit fag.

Bare et par lidt ligegyldige tanker, der alligevel synes lettere centrale når man tænker fremad; jeg overvejer stærkt at udsætte rejsen til Australien til efter min kandidat. Jeg savner studiet. Savner den intense læsning. Savner stresset over at skulle læse bunker af tør teori. Savner at føle mig som en nørd. Savner at betragte alle de sære mennesker, der ofte ingen situationsfornemmelse har og mest af alt kommer med dybt irrelevante kommentarer. Savner de ufatteligt intelligente, dog besynderlige undervisere. Savner atmosfæren. Savner lugten af bøger på biblioteket. Savner at kunne vandre rundt i det indre Københavns smudsige antikvariater en onsdag formiddag og finde små skatte fro derefter at kunne bruge dem i studierelevante sammenhænge. Savner at suge ordenes stemning til mig. Savner samtaler om intens lyrik og altopslugende romaner. Savner følelsen af at høre til .... men mest af alt er det egentligt såre simpelt; jeg savner mit fag.

En vaccine mod begejstringens glæde

Al realistisk sans smides på porten
hvilken glæde
hvilken lykke
uden grund
uden positive hændelser
kun skabt af et syntetisk stof i pilleform
indtag stoffet og se dets hvide lys
lad pessimismens kvaler og depressionens mørke forgå
tag imod dette tilbud om blind lykke

20. maj 2003
"Lad os droppe alt det transcendentale ævl, når nu hele redeligheden er så letfattelig som en på skrinet"

- Ludwig Wittgenstein

Og mere behøver man vist ikke tilføje til spørgsmålet om Guds eksistens. Ja tak.
"Oh, I'd love to wear a rainbow everyday,
And tell the world that everything's okay
But I'll try to carry off a little
darkness on my back,
Till things are brighter, I'm the Man in Black"

-Johnny Cash

Blokering.

Min skrivetrang har valgt en dyb dvale frem for at fortsætte sit før så aktive liv på papiret foran mig. Hjælp!

Og jeg kan kun betragte den farverige bog, som ligger åbnet på bordet og afslører min sygdom år tilbage, der altid inspirerede til den ene kreativitet efter den anden.

Nuvel, det må være nok brok for i dag .. nu vil jeg gå i bad og fortsætte mit fantastiske arbejde, der består i at sælge bjerge af burgere og fristende fritter. Så inspirerende!

22. august '03

Langsomt husker jeg
barndommens gade
minde for minde
og mareridtet rystes af kroppen.

20. juni '03

Så velkendt en lyd så behagelig
en atmosfære det dominerer
lader mig finde fred når
forvirringen er størst får begge
mine fødder på jorden giver
mig lov til at ånde ud i et
sekund bringer mig tilbage
hvor jeg engang var en harmonisk
ro en velkendt ro på trods af livets
stressende manglende pauser.

Savner

Savner
Er utålmodig
Utilfreds
Og utilfreds over at være utålmodig
Hvorfor kan jeg ikke lade det være?
Eller
Jo, det gør jeg jo
Indtil der ikke svares som ønsket
Snart overbevist om at min fornuft er fængslet i et forkælet barns krop

25. juli '09 - OZ

Oz, oz, oz
Så nåede du da at smutte fra mig.
Jeg kunne altid mærke at der var noget flygtigt over vores forhold.
Over dine søde, overbevisende ord til mig.
Men du havde alligevel ved et enkelt knips med fingrene fået mig til at tage en beslutning, lægge analysen på hylden og stræbe efter dit varme, idylliske favntag.
En ny verden fyldt med uanede vidder og muligheder åbnede sig for mine øjne.
Jeg blev forelsket.
Forelsket i din historie, litteratur, dit klima og folk.
Alt formentligt sat op på en piedestal, der aldrig ville kunne leve op til forventningerne.
Og dog valgte jeg at forfølge dit smukke ansigt.
Indtil den dag økonomiens realistiske tal brød min urealistiske utopi om en prøvesmag på et andet liv.

Og ligesom drømmen om din omfavnelse, må denne sikkert selvhøjtidelige tekst slutte brat.
Så er jeg officielt blevet blogger. Hurra for spontane handlinger på en skøn fridag! Mere herfra senere ..