Bindingsværk, halm og hygge.


Hvor jeg dog nød denne weekend. I fulde drag! Afslapning har fået en helt ny betydning.

Med Kasper og hans søde, søde venner på en bondegård i Sorø. Kan du se hvad jeg mener...? Det kunne virkelig ikke blive bedre. God mad, herunder inkluderet thai-suppe den ene dag og vildsvin den anden dag, lerdueskydning eller måske nærmere et forsøg derpå (for mit vedkommende altså), traktorkørsel i flotte, flotte kedeldragter (spørg mig ikke om hvorfor), Little Britain i timevis, herlig musik, mig der bager brød kl.03 om natten i lettere beruset tilstand, øl, øl, øl, vin, vin, vin, og drinks, drinks, drinks. Sidst men ikke mindst må det lige noteres at jeg bagte frugttærte og cookies om lørdagen. Yoink, de blev gode. Vi dansede, vi hyggede, vi pjattede og det var skønt!

Mmmm, hvor jeg dog elsker at alt fremstår som ren Morten Korch-idyl ligeså snart man nævner ordet 'bondegård'.

Man går for sig selv i mørket
tårerne risler ned af ens
kinder,
Som en flod der i al evighed har
sin gang mod enden af det
smukke fald.
Sneen daler langsomt og viser
et idyllisk billede af en gammel film med
røde næser, kolde kinder og rystende ører.
Tankestrømmen afbrydes af en ny
lyd i det stille natteliv, og
man følger den.
Ens trommehinder modtager
velvilligt lyden af vand, af rislen, af liv, af noget
der vil vare i al evighed.

Man sætter sig på den snebelagte
vej og vælger hårdnakket at
ignorere kulden der langsomt
gennemtrænger ens allerede
forfrosne korpus, som en gift
der overtager et forsvarsløst æble.
Man lytter kun til det rislende vand
i nattens stille dyb, der optimistisk
fortæller om et utopisk liv,
som man udemærket godt ved man
aldrig får lov til at smage på. For man
er vel realist. Eller pessimist. Eller
lidt af hvert.
Og dog lidt optimist for man smiler
ved lyden af vandet og varmes
af dets historier i håb om noget
godt i sigte, der mirakuløst kan
ændre ens liv.
Her rejser man sig op, fortsat med
et smil på læben og et ængsteligt
håb om evighed, der efter to skridt
begge falder til jorden, som de to
ignoranter man altid må huske dem
som, og de krakelerer lige inden de
rammer jorden og smadrer i tusindvis
af stykker.
Alligevel forsøger man ihærdigt at
samle alle stumperne op - for
man er vel naiv optimist inderst
inde - og håber at kunne huske dem
i tidens lange løb.
Brudstykker, så kun ord og til sidst
kun lyde tager man med sig fremover;
af de idylliske historier vandet kunne
fortælle én i et forsøg på at holde sig
selv oppe i en konstant modgang,
alle genkender som livet.
11. februar 2003

Det tynde sving

Jeg kan ikke mere. Det hele er
kaos. Jeg er svimmel. Træt.
På opgivelsens rand. Jeg føler
at alle lever. Undtagen mig.
Jeg er fanget. I den samme onde
cirkel. Alt går så stærkt.
Selv er jeg faldet af i svinget.
For længst. Alene i dette sving.
Betragter folk. De suser forbi.
Jeg er fanget i dette tynde sving.
Dette gyldne sving. Dets to
skilleveje griner af mig. Giver
ingen ledetråde. Tærer på mine
tanker. Så jeg ikke er i stand til
at tage et valg. Og jeg ved at
hvis jeg flytter mig, svigter
jeg min krop. Og ønsket om
det perfekte gyldne tynde sving.

25. januar 2003
Mit mørke er mit fængsel
mørket, jeg er lænket til dag
og nat.
Kun en synder har fortjent
at være lænket på hænder
og fødder.
Jeg er en synder, der
er ufortjent til livet
og dets glæder.
Slangen er min vogter og
med sin smidige krop sørger den
for at straffe mig.
Frivilligt kaster jeg mine ømme lemmer
mod de kolde tremmer i
håb om frihed.
Mens slangen griner sin
sædvanlige latter og viser sin
tvedelte tunge.
21. januar 2003

Skrevet af en vred pubertetsdame

vil helst være fri
men nej
nu har jeg fået nok
jeg tænder for blusset
smeder jernet
med det skal de tæmmes
varmer dem over ilden
luer dem op med de bare næver
kaster deres slappe kommentarer på bålet
lader dem forsvinde i flammerne
smider deres angreb overbord
tvinger dem til at rådne op med ukrudtet
for jeg er modig nok til at sige fra
stærk nok til ikke at bukke under for mængden
- af dumme kommentarer
3. august 2003

Endnu et gammelt pladderromantisk forsøg på poesi

Den blomme i det æg der hopper
rundt på de der lyserøde skyer åh
hvilken løgn alt går galt alle
planer går i vasken intet vil lykkes
uaccepteret og til grin viger hun
bort at elske at holde af er
forbudt en selvforstærkende effekt
de nærmeste porcelænsdukker
vrister sig langsom ud af favnen
og tabes selvforskyldt smerte
indrømmer hun og accepterer
konsekvenserne; undskyld
og farvel
21. maj 2003

FARVEL

på vej ud af mit sind
sparket ud af bagindgangen
slangen
glider langsomt af min finger
det vi før kaldte hjem er nu kun minder
perfekte og smukke
farvel
man søgte det forkerte sted
ironiens bombe viste selv at den årelange efterlysning var fejlagtig
og først dér efter afsked med barndommens gade
kunne man vriste slangens stramme greb
af sin krop

5. juni 2003

Maj 2003

Man ødelægger sig selv
Livet en evig stræben
Perfektion
Man må kun leve fejlfrit
Dette liv skulle aldrig have været født.

Mit fag.

Bare et par lidt ligegyldige tanker, der alligevel synes lettere centrale når man tænker fremad; jeg overvejer stærkt at udsætte rejsen til Australien til efter min kandidat. Jeg savner studiet. Savner den intense læsning. Savner stresset over at skulle læse bunker af tør teori. Savner at føle mig som en nørd. Savner at betragte alle de sære mennesker, der ofte ingen situationsfornemmelse har og mest af alt kommer med dybt irrelevante kommentarer. Savner de ufatteligt intelligente, dog besynderlige undervisere. Savner atmosfæren. Savner lugten af bøger på biblioteket. Savner at kunne vandre rundt i det indre Københavns smudsige antikvariater en onsdag formiddag og finde små skatte fro derefter at kunne bruge dem i studierelevante sammenhænge. Savner at suge ordenes stemning til mig. Savner samtaler om intens lyrik og altopslugende romaner. Savner følelsen af at høre til .... men mest af alt er det egentligt såre simpelt; jeg savner mit fag.

En vaccine mod begejstringens glæde

Al realistisk sans smides på porten
hvilken glæde
hvilken lykke
uden grund
uden positive hændelser
kun skabt af et syntetisk stof i pilleform
indtag stoffet og se dets hvide lys
lad pessimismens kvaler og depressionens mørke forgå
tag imod dette tilbud om blind lykke

20. maj 2003
"Lad os droppe alt det transcendentale ævl, når nu hele redeligheden er så letfattelig som en på skrinet"

- Ludwig Wittgenstein

Og mere behøver man vist ikke tilføje til spørgsmålet om Guds eksistens. Ja tak.
"Oh, I'd love to wear a rainbow everyday,
And tell the world that everything's okay
But I'll try to carry off a little
darkness on my back,
Till things are brighter, I'm the Man in Black"

-Johnny Cash

Blokering.

Min skrivetrang har valgt en dyb dvale frem for at fortsætte sit før så aktive liv på papiret foran mig. Hjælp!

Og jeg kan kun betragte den farverige bog, som ligger åbnet på bordet og afslører min sygdom år tilbage, der altid inspirerede til den ene kreativitet efter den anden.

Nuvel, det må være nok brok for i dag .. nu vil jeg gå i bad og fortsætte mit fantastiske arbejde, der består i at sælge bjerge af burgere og fristende fritter. Så inspirerende!

22. august '03

Langsomt husker jeg
barndommens gade
minde for minde
og mareridtet rystes af kroppen.

20. juni '03

Så velkendt en lyd så behagelig
en atmosfære det dominerer
lader mig finde fred når
forvirringen er størst får begge
mine fødder på jorden giver
mig lov til at ånde ud i et
sekund bringer mig tilbage
hvor jeg engang var en harmonisk
ro en velkendt ro på trods af livets
stressende manglende pauser.

Savner

Savner
Er utålmodig
Utilfreds
Og utilfreds over at være utålmodig
Hvorfor kan jeg ikke lade det være?
Eller
Jo, det gør jeg jo
Indtil der ikke svares som ønsket
Snart overbevist om at min fornuft er fængslet i et forkælet barns krop

25. juli '09 - OZ

Oz, oz, oz
Så nåede du da at smutte fra mig.
Jeg kunne altid mærke at der var noget flygtigt over vores forhold.
Over dine søde, overbevisende ord til mig.
Men du havde alligevel ved et enkelt knips med fingrene fået mig til at tage en beslutning, lægge analysen på hylden og stræbe efter dit varme, idylliske favntag.
En ny verden fyldt med uanede vidder og muligheder åbnede sig for mine øjne.
Jeg blev forelsket.
Forelsket i din historie, litteratur, dit klima og folk.
Alt formentligt sat op på en piedestal, der aldrig ville kunne leve op til forventningerne.
Og dog valgte jeg at forfølge dit smukke ansigt.
Indtil den dag økonomiens realistiske tal brød min urealistiske utopi om en prøvesmag på et andet liv.

Og ligesom drømmen om din omfavnelse, må denne sikkert selvhøjtidelige tekst slutte brat.
Så er jeg officielt blevet blogger. Hurra for spontane handlinger på en skøn fridag! Mere herfra senere ..