Man går for sig selv i mørket
tårerne risler ned af ens
kinder,
Som en flod der i al evighed har
sin gang mod enden af det
smukke fald.
Sneen daler langsomt og viser
et idyllisk billede af en gammel film med
røde næser, kolde kinder og rystende ører.
Tankestrømmen afbrydes af en ny
lyd i det stille natteliv, og
man følger den.
Ens trommehinder modtager
velvilligt lyden af vand, af rislen, af liv, af noget
der vil vare i al evighed.

Man sætter sig på den snebelagte
vej og vælger hårdnakket at
ignorere kulden der langsomt
gennemtrænger ens allerede
forfrosne korpus, som en gift
der overtager et forsvarsløst æble.
Man lytter kun til det rislende vand
i nattens stille dyb, der optimistisk
fortæller om et utopisk liv,
som man udemærket godt ved man
aldrig får lov til at smage på. For man
er vel realist. Eller pessimist. Eller
lidt af hvert.
Og dog lidt optimist for man smiler
ved lyden af vandet og varmes
af dets historier i håb om noget
godt i sigte, der mirakuløst kan
ændre ens liv.
Her rejser man sig op, fortsat med
et smil på læben og et ængsteligt
håb om evighed, der efter to skridt
begge falder til jorden, som de to
ignoranter man altid må huske dem
som, og de krakelerer lige inden de
rammer jorden og smadrer i tusindvis
af stykker.
Alligevel forsøger man ihærdigt at
samle alle stumperne op - for
man er vel naiv optimist inderst
inde - og håber at kunne huske dem
i tidens lange løb.
Brudstykker, så kun ord og til sidst
kun lyde tager man med sig fremover;
af de idylliske historier vandet kunne
fortælle én i et forsøg på at holde sig
selv oppe i en konstant modgang,
alle genkender som livet.
11. februar 2003

Ingen kommentarer:

Send en kommentar