Larmende eksistens iført spændetrøje.

Når i et forhold skærpes de larmende eksistenser
og kategoriseres som et af Hermans stille existenser;
de nummereres i rækken og udleveres en anonym spændetrøje ved indgangen. Det er nok bedst for styr på det skal der jo være.
Ti-sekunders reglen forklares
og hvis man ikke makker ret inden for den enoooormt lange tidsperiode,
sættes man på porten med mærkaten "smager surt" på ryggen.
Spændetrøjen beholder man forresten på, for det skulle jo nødigt hænde at man slippes løs i systemet med ubehagelige informationer om disse forholds omstændigheder.

Organ.

Mit hjerte er et frigjort, larmende eksistens i min krop. Min forstand ligeså. Begge stresser alt omkring sig. Heriblandt hænder og fødder, der flittigt fingerer som trommestikker. Øjnene flakker nervøst fra rum til rum og overtager ivrigt og ambitiøst kroppens valg.

De larmende eksistenser slås om rettighederne til kuglepennens blå blæk, og lyden af modstridende argumenter klinger dristigt i kroppens trommehinder for at forvirre de overordnede der ihærdigt forsøger at drive kroppen som et tyrannisk organ.
Går i stå med kaffen i den ene hånd og eye lineren i den anden. Begtragter dovent prikker, tern, striber, og overvejer hvad humøret mon står bedst til i dag. Uforstående overfor den (selvforskyldte) situation og det stigende behov for undren og melankoli og steneri og nostalgi, kalder tiden. Ignorerer den tikkende lyd i baggrunden. Og irriteres over dagens aftaler der ikke kan aflyses grundet en konfliktsky kælling.

Skodprovins.

JA! Det her er en møgdag med møg på. Og lidt lort på. Kan slet ikke overskue det lige nu .... men plastrer alligevel smilet på mit grimme fjæs og drager mod arbejde.

Punktum. Med punktum på.

Superfluous biatch.

Ufatteligt hvordan det at sætte sit hår kan have afgørende effekt på mit humør. Jeg vågner; kan ikke overskue dagen foran mig, aftalerne, flyttekasserne, rodet og den uundgåelige realitet. Jeg sætter mit hår; aftaler, flyttekasser og rod mødes pludselig med et smil, og jeg hilser pænt på onsdag d. 21. oktober 2009.

Ikke at rime.

umulig ugidelig melankolsk men stadig græsk-katolsk
blå på må og få er I blot ansigter man har set sig træt på
Ja, jeg har selv gravet det her hul. Stort, sort og dybt. Og er nu tvunget til selv at fylde det op igen ved at pakke min selvstændighed sammen og søge ly i den fuglerede, jeg var så lykkelig over at forlade tidligt. Det er ikke engang en bittersød fornemmelse. Det er blot bitterheden i sin reneste og mest ulækre form, der hoverende griner af mit blanke fjæs. Et blankt, blegt fjæs, der ikke har forstået at følge med kroppens, lystens og impulsens barnlige handlinger.

Måske min bare r**

Jeg er i gang med at pakke alle mine flyttekasser, hvorfor jeg i dette øjeblik er nødt til at tage stilling til hvad jeg får brug for og ikke kan leve uden det næste halve år. Det har medført en vis melankoli. Måske alle Ani Difrancos album, der bølger gennem højtalerne er med til at påvirke det. Måske ikke. Måske er det faktisk bare det faktum at jeg det næste halve år ikke har noget sted at bo, fordi jeg er en klaphat til penge, der er den primære faktor! PIIIIK!

Tosomhed og 2CV

Jeg troede tosomheden var skrottet på lossepladsen sammen med første generations sort-hvide fjernsyn, pestbefængte madrasser, afdøde bilbatterier og småt brændbart. For det var jo det, vi blev enige om. Og når man bliver enige om noget så laver man da ikke en u-vending? Slet ikke når bilen, man vil lave u-vendingen med, er en afdanket, rusten 2CV. Ja ja, den ser nok så sød ud, men holder den til at lave en avanceret og ikke mindst krævende u-vending? Pffft. Vi gav slip på tosomheden. Vi skrottede vores solide ske, brun sovs og kartofler, hinandens tryghed. Og dog. For gennem en enkelt nats raseren i promillens tegn snuppede vi bilen og kørte tilbage til lossepladsen i håb om at genoptage det, der engang var. Og nu roder vi rundt i alt-mulig-containeren i søgen efter den berygtede tosomhed, mens den sølle 2CV står parkeret i vejkanten.

Nej, vel?

Og så sidder man her.
Og lurer.
Og bander.
Over sig selv.
Over situationen.
For det er da dumt.
For det er da ligesom at begå selvmord.
Man ved ens humør daler hvis man gør det.
Man ved det ikke gør godt for noget.
Alligevel spænder man ben for sig selv.
Alligevel spænder man ben for morgendagens latter.
Jeg burde jo ikke. Og måske jeg er bange. Ja, jeg er bange. Men er årsagen til det ikke soleklar? Det skulle jeg mene. Erfaring viser jo at det kan gå grueligt galt.

Støvpartiklers varslen.

Lader alt stå til
og håber det vil forgå i stilhed
eller i det mindste pakke sammen af sig selv
uden at gøre sig bemærket.
Støvet samler sig
og den anden kind vendes til.
Tiden bønfaldes om at vende om og fortryde sin evige lineære tikken mod det, som alle hævder er uundgåeligt.
Orkideerne visner grædende og lysene falder langsomt til ro efter at have givet op.
Bøgerne på hylderne, tøjet på knagerne og billederne på væggen trygler om at blive behandlet med en kærlig hånd men de ejes af en ignorant. Og ignoranten er den eneste, der ikke vil indse at det er tid.
For alle andre ved det er tid. De underrettes af de konstant stigende støvmængders ankomst.
Én nullermand efter en anden.
Her stabler de sig selv.
Og kvæler langsomt alt omkring sig.
Beskidte partikler samles til falmet vat i ønsket om at overtage det nervøse værelse, der blot venter på indtagelse.
Og jeg, en ignorant, er den eneste der nægter at indse det, og blot lader alt stå til.

Cigarer, cerutter, piber, cigaretter, snus og fred.

De kalder dem tobaks-blade.
Hos os er de populære som fred, lagen og dyne og vi fryder os hver gang de tages i brug.
For de varmer os i kolde perioder.
Ja, vi ser nemlig at resultatet er det samme for disse store og mærkværdigt akavede væsner, der aldrig virker helt tilpas i deres egne kroppe.
Efter kontakt mellem disse produktionsfordærvede tobaks-blade og mundene hænder det mest forunderlige:
Deres før så spøjst anspændte ansigtsudtryk nærer et øjebliks behag.
De store, ru hænder holder op med at ryste.
De klumpede fødder falder til jorden.
Og vi frygter ikke længere at de træder på os.

Hello, kisses and au revoir!

Hvor er "Come Fly With Me" (1963) dog en fantastisk film! Jeg vil også være stewardesse og flyve verden rundt altimens jeg flirter uhæmmet med flotte business mænd og ser heeele verden <3

For cryin' out loud!

Onsdag d. 7. oktober 2009: Jeg var så smart at jeg liiiige tog en lille aftenvagt i spillehallen nu hvor min konto ikke kan lide mig og jeg forsøger at rette op på det .............. and I'm not doin' it again!

Enhver snert af mening med tilværelsen efterlades i rendestenen når man træder ind af døren til den her spillebule. Det er simpelthen så deprimerende at være her. Jeg har nu siddet og gloet i 4 timer, kan allerede lægge mig grædende i fosterstilling og kun halvdelen af tiden er gået. Jeg lider af en dundrende hovedpine og mine øjne kan knap holdes åbne. Gæsterne - hver og en - er en spøjs stereotyp, man aldrig skulle tro fandtes i virkeligheden men kun overlevede gennem platte vittigheder. Her følger en herlig opremsning af 8 stereotyper og de mest fremtrædende, individuelle kvaliteter.

Spillefugl nr. 1: egentlig en nydelig herre. I midten af fyrrerne. Smider aldrig en mønt i en eneste automat men blot går rundt og drikker gratis kaffe mens han betragter andres spil og lurer med et mærkværdigt smil. Spillefugl nr. 2: Alle aldre kan her være tilfældet. Han er så møgflabet og spiller så smart at det halve kunne være nok. Hans mor har helt sikkert overbevist ham om at han er Guds gave til mennesket, hvorfor man altid kan høre og se når han er tilstede; høj stemmeføring og ubehageligt store armbevægelser. Spillefugl nr. 3: Egentlig en køn kvinde - hvis man ser bort fra håret, der ligner afbrændt halm og hendes manglende opmærksomhed på valg af tøj - og det virker som om hendes hjerneceller endnu ikke er skudt i sænk af ludomaniske idéer. Men alligevel bruger hun al sin tid i denne røvssyge bule. Hvis man mødte hende i Netto, ville man aldrig spotte hende som ludoman. Spillefugl nr. 4: I midten af 60erne, gråhåret og overvægtig. Ryger som en skorsten og griner konsekvent af sine egne dårlige jokes, hvilket altid ender med en kaotisk hosten hvor man frygter at hun enten brækker sig eller bliver kvalt. Fortæller som oftest om sine børnebørn, sin bil og alle de penge, hun har spillet op i tidens løb. Og opfordrer op til flere gange en til aldrig at kaste en mønt i en spilleautomat "for før du ved af det ender du ligesom mig, hahahaha .... host host host .... bræk bræk bræk!". Spillefugl nr. 5: Ligesom spillefugl nr. 3 ville man heller aldrig stemple hende som ludoman hvis man mødte hende i offentligheden. Hun er typen, der stadig har et velfungerende (!?) job samt en kernesund familie, der ser fodbold hver onsdag og synger med på "Hit med Sangen" om fredagen. De har villa, volvo og vovse. Og manden aner selvfølgelig ingenting om hendes semi-gambler-tilværelse. Hvorfor hun altid går ud i baglokalet i spillehallen for at besvare opkald med sætningen "Er du på vej hjem fra skole nu, skat? Okay. Ja, jeg skal nok nå at lave mad inden du tager til ridning. Men lige nu sidder jeg altså i møde. Jeg ringer senere. Møs møs". Spillefugl nr. 6: I midten af 40erne, lille, betuttet og fordrukken. Han kan ikke snakke om andet end sin kat, der døde i nat og efterlod ham ensom. Hans næse er rød som et overmodent jordbær, håret er fedtet og gråsprængt og så halter han lidt. En meget ydmyg, sød og venlig mand - muligvis en af årsagerne til at man oftest har ondt af ham. Spillefugl nr. 7: Man lægger egentlig ikke mærke til ham for han siger aldrig en lyd og skal aldrig hæve penge. Hans ankomst tager man dog aldrig fejl af; han sidder i en yderst komfortabel kørestol, der bipper som en anden lastbil når den skal bakke ind og ud mellem rækkerne af spilleautomater før han udvælger sig en af de 95 maskiner, der skal være offer for hans hurtige tryk på tasterne resten af aftenen. Spillefugl(e) nr. 8: Et ældre ægtepar, der ligeså godt kunne være ens bedsteforældre. De er søde, imødekommende, smilende og hilser altid pænt på den ansatte. Hvor kan man dog ikke andet end lide dem! Det er bare så pokkers svært at se bort fra den ludomani, de begge må udsætte deres kroppe for. Alligevel skal det lige nævnes at de bestemt ikke virker som de mest afhængige i bulen - de lægger derimod blot et par hundrede kroner om ugen i hallens vekselautomat, drikker lidt varm chokolade og morer sig med hinanden og deres egen bændelorm. Og nå ja, selvfølgelig også med den yderst avancerede spilleautomat der består af 5 knapper og lidt blinkende lys. Fy for en underholdning, de der betaler sig til.

Det hele skrevet med et ironisk smil på læben, og at overdrive og generalisere må vist siges at være nøgleordene i denne sammenhæng, men NØJSH! hvor gjorde det godt at brokke sig lidt over sin egen manglende forståelse for ludomaniske spillefugle. Et folkefærd, jeg virkelig ikke forstår. Og nok aldrig kommer til at forstå.

Alt for let

Fra én til en anden og på
hylder stabler jeg den ene krop oven på den foregående
Altid smukke tanker om hver og en
som køkkenredskaber besidder de alle individuelle kvaliteter
FORELSKELSE?
Naiv optimisme og hjerteskærende følelser der alt for let forveksles med lyse tider og lettilgængelig seksuel omgang.
26. august 2003

Måske de mødes.

En ligegyldighed
Man slider kroppene mod livet
Og bladene mod tornene
En smerte usynlig for omverdenen
En omverden ligegyldig for smerten
En gensidig manglende forståelse
- Skulle man mon arrangere et møde mellem de to?
14. september 2003

Kalorier tilbydes kun skyggen af min ryg

napalm kastes
rammer min grimme, fede krop
jeg ser mig selv løbe
flygte fra forbrændingerne
flygte fra de bjerge af mad, der tilbydes
KALORIER
KALORIER
æblet står på bordet og smiler med sine onde øjne
X antal kalorier bøjes i neon
en hård og udmattende kamp kæmpes
timerne snegler sig afsted
endelig hejser maven det hvide flag
jeg lader æblet stå der og smile
rejser mig
ser hvorledes dets smørrede grin langsomt blegner og falder til jorden
vender det ryggen
jeg går.
15. april 2003

(Endnu) ingen titel.

Toget ved stationen frister
river i min krop, i min sjæl,
mens det suser forbi.

Knivene i køkkenet kalder
alt imens de slagter kødet på
brættet til ukendelighed.

Stearinlysene ved min side hypnotiserer,
varmer min lyse hud,
overtaler mig til at bruge kroppen som bål.

Roserne i vinduet stirrer med
deres indtrængende øjne, røde og fortryllende,
fortæller om deres skarpe og kærlige torne.

Musikkens uhyggelige men lokkende tekster
river i trommehinderne,
taler deres selvdestruktive men eget sande sprog.

Alle veje mod samme perfekte mål;
så lad dog barnet.
25. maj 2003

Ligegyldige smerter

Flammen nærmer sig langsomt
smerten øges med al for høj hastighed
alligevel stopper man ikke
nyder ikke
men afskyr heller ikke
betrager blot mens man lemlæstes
det betyder intet
arret er blot endnu et sår på sjælens jordiske hylster
lytter ensomt til musikken
der svarer til ens trivielle usynlighed
"...ville ønske man var for død til at græde..."
livet ønskes ikke
tårerne brænder mere end denne flamme
flygter lydløst ud af denne verden
svinder langsomt ind
og forsvinder med ligegyldig smerte ud af dette liv.
20. maj 2003

Fjendernes søstre

Jeg hader, foragter og misunder dem
at de kommet videre med livet
at de er kommet sig over den store sorg.
Fastlåst i fortiden, hager jeg mig til billederne, minderne og følelserne.
Afskyr dem og deres ækle tyndhed,
Åh, gid at være født tynd ind i livet,
åh, gid at være født heldig ind i livet.
Foragter deres lykkelige og forelskede popularitet, der gør mig til en
utilstrækkelig dumhed.

Alt gør jeg for at fjerne det smukke scenelys
fra deres blonde hår og smukke øjne.
Frydes når det går dem skidt,
alt for sjældent.
Lammes når det går dem godt,
alt for ofte.
25-øren udgår og vælges fra; det samme gør jeg og viljen går til dem.
Her tækkes og forkæles de af dem der nu er fjenden.
De er fjendernes søstre og viser altid deres hånlige, grimme tænder
til alle der ikke fødes tynde ind i livet
til alle der ikke fødes heldige ind i livet.

8. april 2003

Utilfreds, tvær og negativ dame coming your way!

Solen skinner men af årsager, jeg nok ikke helt vil anerkende, har mit humør pt gravet sig selv ned i et dybt, mørkt hul. Jeg kan virkelig ikke overskue tanken om at flytte igen igen igen ... og tilmed hjem til moooaar. Ikke at det er helt forfærdeligt at bo med dem, det bliver rigtig hyggeligt, men min stolthed har godt nok svært ved at sluge den tanke. Og nu er der snart kun to uger til. ØV!

Og by the way; kors, hvor jeg trænger til at shoppe!!! Det er jo snart fire måneder siden. Og jeg plejer altid at shoppe efter et kærestebrud. Gi' mig så nogle penge så jeg kan shoppe. På forhånd tak.
"For Veronika var det som om ordene gik i opløsning, ligeså snart de havde forladt hans læber, stavelserne drev væk, og betydningen gik tabt i de mørke kroge i det vældige rum"
-Fra Linda Olssons "Astrid og Veronika"
Som en brudt bølge,
slået af kraftig vind ind mod en klippe,
sådan er jeg: alene
og knust ind mod kysten,
mens jeg husker det der var.

- Fra Linda Olssons "Astrid og Veronika"

Johnny Cash' version of Solitary Man. Beautiful, ain't it?

Belinda was mine 'til the time that I found her
Holdin' Jim
And lovin' him
Then Sue came along, loved me strong, that's what I thought
But me and Sue,
That died, too.
Don't know that I will but until I can find me
A girl who'll stay and won't play games behind me
I'll be what I am
A solitary man
A solitary man
I've had it to here - being where love's a small word
A part time thing
A paper ring
I know it's been done havin' one girl who loves you
Right or wrong
Weak or strong

"Slut, prut, finale!" er bestemt ikke til at lukke op og skide i, men nærmere en læresætning, at du ved det.

Endnu en lettere fesen omgang tanker fra undertegnede; så vågnede jeg op til endnu en dag, og har det bedre. Meget bedre. Hvilket skal forstås som følgende; jeg danser rundt til Ruth Brown og kan ikke andet end se positivt på tingene. Må indrømme at i går ikke var en nem dag - men det skulle vel lige gå op for mig. At han havde taget beslutningen. At jeg selv havde taget beslutningen. At vi var rørende enige om det hele. Jeg har selv været klar over at jeg på ingen måde fik mine behov opfyldt i det forhold (jf. fx de sidste par fuldemandsindlæg, host!). Det der med at feje ting ind under gulvtæppet kan til tider synes som mit speciale. Men slut, prut, finale! Hvor er det dog lettende at kunne sætte et stort fedt punktum ved dette kapitel. Én ting, jeg dog ikke skal sætte punktum ved men nærmere huske på dag ud og dag ind, er Hamlets simple, men smukke ord; "To thine own self / Be true". Ae ae på denne søndag som jeg igen igen vil bruge på at sælge bjerge af burgere og friske fritter.

Ærlige ord fra en dame fyldt med procenter; når de er bedst.

For det handler jo om dig.
Og kun dig.
Og ingen andre.
Selvom du måske bilder dig andre ting ind.
Hvor står jeg så?
På sidelinjen som en anden nikkedukke du gør brug af når tid er?
Når overskud er?
Når lyst er?
Jeg kan ikke mere.
Giver op.
Igen.
Lad os bare slutte som det nu engang er bedst.
Inden jeg såres alt for meget.

Jeg tror hermed det hedder sig at jeg giver op. Sådan ja. Rigtigt. At give op er gjort. Nu.
For hver gang en hedonist overskrider en ny grænse, suppleres oplevelsen med følelsen af at være en ny Columbus, der stolt slipper sig selv og alle sine infektioner løs på et helt nyt kontinent. Det er romantikerens evige behov for at sprænge alle grænser om igen.
-Martin Hall
"FORSTÅELSE ER, NÅR DET SUGER I MAVEN OG GØR ONDT I HJERTET"

Martin Hall

Et surt opstød.

Drukner man ikke i sidste ende blot i sin egen irrelevans? Det hele er en stor urealistisk pærevælling af følelsesløs patos der hober sig op. Vi fremstår kun som et simpelt produkt af teknologiens generation. Man opdrages med et lineært stigende behov for evig kontakt med andre, om vi kender dem eller ej er underordnet. Frygten for at være alene driver os frem i teknologiens verden. Telemaster, mobiltelefoner, internet, først stationære computere, dernæst bærbare med trådløst internet, facebook, diskussions-fora, blogs, chat og skype. Forkælede ulve i fåreklæder. Vi har ikke godt af det. Og ødelægger i sidste ende de to-benedes mulighed for en fremtid som verdensherskere. Vi ødelægger vores oprindeligt æstetiske sjæle men ser det aldrig. Musen ser det. Elefanten ser det. Selv den intelligente abe i rendestenen ser det. Mens vi fortsat styrter frem i blinde mod teknologiens dyb, der i en stor løgn synes at tilbyde uanede muligheder - kun af frygt for at tilbringe tid alene. For os selv. Med os selv. Og vores helt egen bændelorm.

Ignorant. Selv når det gælder stoppet næse og utilfredse lunger.

Nu rejser jeg mig altså fra sengen. Sygdom eller ej. Er endnu ikke på toppen men nok må være nok (eller hvordan det dersens gamle ordsprog nu engang lyder). Mit hår er så fedtet at det sætter sig selv, jeg er ret sikker på min krop snart vil tvinge mig ud i badet så træt er den af at lugte af gnu, lemmerne piver over snarligt synlige liggesår og jeg er virkelig ualmindeligt træt af kamille te og dårligt fjernsyn. Giv mig så noget energi! NU!

Fodnote til ovenstående overdramatiserede pladder; man føler hurtigt behov for voldsomme udtryk og drastiske billeder efter en dag eller to i sengen.