For cryin' out loud!

Onsdag d. 7. oktober 2009: Jeg var så smart at jeg liiiige tog en lille aftenvagt i spillehallen nu hvor min konto ikke kan lide mig og jeg forsøger at rette op på det .............. and I'm not doin' it again!

Enhver snert af mening med tilværelsen efterlades i rendestenen når man træder ind af døren til den her spillebule. Det er simpelthen så deprimerende at være her. Jeg har nu siddet og gloet i 4 timer, kan allerede lægge mig grædende i fosterstilling og kun halvdelen af tiden er gået. Jeg lider af en dundrende hovedpine og mine øjne kan knap holdes åbne. Gæsterne - hver og en - er en spøjs stereotyp, man aldrig skulle tro fandtes i virkeligheden men kun overlevede gennem platte vittigheder. Her følger en herlig opremsning af 8 stereotyper og de mest fremtrædende, individuelle kvaliteter.

Spillefugl nr. 1: egentlig en nydelig herre. I midten af fyrrerne. Smider aldrig en mønt i en eneste automat men blot går rundt og drikker gratis kaffe mens han betragter andres spil og lurer med et mærkværdigt smil. Spillefugl nr. 2: Alle aldre kan her være tilfældet. Han er så møgflabet og spiller så smart at det halve kunne være nok. Hans mor har helt sikkert overbevist ham om at han er Guds gave til mennesket, hvorfor man altid kan høre og se når han er tilstede; høj stemmeføring og ubehageligt store armbevægelser. Spillefugl nr. 3: Egentlig en køn kvinde - hvis man ser bort fra håret, der ligner afbrændt halm og hendes manglende opmærksomhed på valg af tøj - og det virker som om hendes hjerneceller endnu ikke er skudt i sænk af ludomaniske idéer. Men alligevel bruger hun al sin tid i denne røvssyge bule. Hvis man mødte hende i Netto, ville man aldrig spotte hende som ludoman. Spillefugl nr. 4: I midten af 60erne, gråhåret og overvægtig. Ryger som en skorsten og griner konsekvent af sine egne dårlige jokes, hvilket altid ender med en kaotisk hosten hvor man frygter at hun enten brækker sig eller bliver kvalt. Fortæller som oftest om sine børnebørn, sin bil og alle de penge, hun har spillet op i tidens løb. Og opfordrer op til flere gange en til aldrig at kaste en mønt i en spilleautomat "for før du ved af det ender du ligesom mig, hahahaha .... host host host .... bræk bræk bræk!". Spillefugl nr. 5: Ligesom spillefugl nr. 3 ville man heller aldrig stemple hende som ludoman hvis man mødte hende i offentligheden. Hun er typen, der stadig har et velfungerende (!?) job samt en kernesund familie, der ser fodbold hver onsdag og synger med på "Hit med Sangen" om fredagen. De har villa, volvo og vovse. Og manden aner selvfølgelig ingenting om hendes semi-gambler-tilværelse. Hvorfor hun altid går ud i baglokalet i spillehallen for at besvare opkald med sætningen "Er du på vej hjem fra skole nu, skat? Okay. Ja, jeg skal nok nå at lave mad inden du tager til ridning. Men lige nu sidder jeg altså i møde. Jeg ringer senere. Møs møs". Spillefugl nr. 6: I midten af 40erne, lille, betuttet og fordrukken. Han kan ikke snakke om andet end sin kat, der døde i nat og efterlod ham ensom. Hans næse er rød som et overmodent jordbær, håret er fedtet og gråsprængt og så halter han lidt. En meget ydmyg, sød og venlig mand - muligvis en af årsagerne til at man oftest har ondt af ham. Spillefugl nr. 7: Man lægger egentlig ikke mærke til ham for han siger aldrig en lyd og skal aldrig hæve penge. Hans ankomst tager man dog aldrig fejl af; han sidder i en yderst komfortabel kørestol, der bipper som en anden lastbil når den skal bakke ind og ud mellem rækkerne af spilleautomater før han udvælger sig en af de 95 maskiner, der skal være offer for hans hurtige tryk på tasterne resten af aftenen. Spillefugl(e) nr. 8: Et ældre ægtepar, der ligeså godt kunne være ens bedsteforældre. De er søde, imødekommende, smilende og hilser altid pænt på den ansatte. Hvor kan man dog ikke andet end lide dem! Det er bare så pokkers svært at se bort fra den ludomani, de begge må udsætte deres kroppe for. Alligevel skal det lige nævnes at de bestemt ikke virker som de mest afhængige i bulen - de lægger derimod blot et par hundrede kroner om ugen i hallens vekselautomat, drikker lidt varm chokolade og morer sig med hinanden og deres egen bændelorm. Og nå ja, selvfølgelig også med den yderst avancerede spilleautomat der består af 5 knapper og lidt blinkende lys. Fy for en underholdning, de der betaler sig til.

Det hele skrevet med et ironisk smil på læben, og at overdrive og generalisere må vist siges at være nøgleordene i denne sammenhæng, men NØJSH! hvor gjorde det godt at brokke sig lidt over sin egen manglende forståelse for ludomaniske spillefugle. Et folkefærd, jeg virkelig ikke forstår. Og nok aldrig kommer til at forstå.

2 kommentarer:

  1. Pyh, det lyder som en god ting, at du ikke forstår den. Bliv ved med det og se at komme videre.:) Og så om ti år kan du fortælle mig alle de sjove historier fra dengang, du arbejdede i en spillehal og vi kan grine af det.:)

    Knus

    SvarSlet
  2. Hehe, det hele er nu også skrevet med et ironisk smil på læben. Men ja tak, jeg glæder mig til at spole frem til den dag hvor jeg kan underholde med alle mine ludomaniske-spillefugle-i-spillebulen-historier!

    SvarSlet