Automatik

MINE HOFTER VUGGER AUTOMATISK TIL DIN BLØDE TAKT DER DRAGES AF MIN NATURLIGE KROPSDUFT EFTER HVILKEN DU LANGSOMT VANDRER.

Lavine

Jeg lader din behagelige lavine rulle gennem min krop,
og inspireres af dit smittende smil.
En lavine, der blot burde lægges til side,
så instinkterne holdes på rette kurs.
Et smil, der blot burde ændres til en sur mine,
så lysten holdes under ed.

Vi udnytter og voldtager de længste dages arme til langt ud på de sene nattetimers fingerspidser. Vi trommer i bordet og råber i kor så vores alkoholiserede pulsårer er ved at briste. Vi betragter skønhedspletterne på vores jordbærrøde hud, der griner og forvandles til dominerende vorter. Vi lugter til hudens urin, der udskiller procenter med hvilken de spytter os i hovedet.

For i dag er vi kun kroppe der lever højt på druk og hor.

Trehundredeoget

Trehundredeoget
i mit allermest larmende organ sidder du endnu
dybt dybt og langt langt inde
i arvævet og med tykke sting har jeg dig syet fast
for selv det yderste på mine fingerspidser
kan stadig huske følelsen af din ru overflade
og mmm, hvilken øjeblikkelig lykke
at kunne mindes
dine murstens regelmæssige vejrtrækning og rolige varme.

Jeg vil kvæle dine kedsommelige ord.

En flod flyder fra mit inderste og drukner din absurde logik.
Gennemblødte fraser, vi alt for ofte hilser på, præsenteres endnu en gang.
Mens de ubenyttede og ukendte ord kvæles i strømmen af forstand.
Du sammensætter lyde med mening i så lind en strøm
at min fornuft anerkendende nikker og mit inderste stille sover ind.
Dét inderste, du så gerne vil nå, forsvinder i dine egne egoistiske grynt og ligegyldige sætninger.
Fordi du aldrig lader det få luft i vandkanten og ej heller overvejer at det ikke altid er logiske behov, vi ønsker.

Oh, but I do love trouble!

En film, jeg simpelthen bliver nødt til at investere i. Og det ' med det vuns!

Poetisk poserende passion.

Du poserer som poesi for mit indre blik
i din æstetiske larm og med din intense gang
gør du mine lemmer bløde som smør.

Uden dig er jeg nøgen.

Vores vals burde vare evigt
i en perfekt symbiose
opfylder vi hinandens passion.

Uden dig er jeg nøgen.

Jeg beruser mig med dit indre skød
i varmens tryghed
finder jeg meningen med livets manglende svar.

Du er min.

Og jeg fortalte ham at det blot er kroppenes larmende eksistenser, der støder på hinandens skrog. Åh, hvilken charme ved en alt for synlig og frustrerende kemi. Så synlig og frustrerende at man ikke kan benægte den, og så synlig og frustrerende at man allermest har lyst til at benytte brandudgangen mens ingen ser det.
Jeg er nøgen uden min storby.
Og her står jeg.
Forladt og alene.
Druknende i selvmedlidenhed.
Undrende over hvorfor den mon ikke længere vil kendes ved mig.

At stable alt.

Og tværs gennem det tomme lokale burde alt
omkring os være luft. Jeg vil at alt skal
være intet i disse infame minutter. Men alt
er ikke intet. For det betyder for meget
for os begge. Paradoksalt nok synes dette alt
placeret i centrum i øjeblikket, hvor det
pænt er stablet i stakke. Stakke, der prikker
til vores hukommelse og udmunder
i min ukontrollerede råben og dit ignorerende, gennemborende blik.
"Jeg strejfer rundt omkring i mine rum og digter
til skyggerne og tænker hvad jeg tit har sagt,
at det alene er et digt som forsoner og forpligter
og heler det som livet har ødelagt."

Bo Bergman, 1969

Vi må tro på at der er en fortsættelse.

Ahh, hvem der havde et palads i byens indre organ
Midt i larmen, skidtet og osen var jeg lykkelig
Bosat i en tosset, gammel bygning med stuk, krummelurer og charme
Som blommen i et æg i tankens utopi er jeg.

Fysik.

Og så snakkede vi. Fordi alt andet var ligegyldigt og emnet uundgåeligt og følelserne for stærke. Og glad ved tanken om at være her igen, vågnede jeg.

Hvor hånlig ser du ud.

Jeg glor og forsøger at gennemskue hvorfor din hvide side griner hånligt. Jeg drikker din søde vanillesukkers saft og smiler tilbage, stadig uforstående overfor dine spydigheder der konsekvent synes at misse ømme punkter.

Støj

Blot en stemme i nattens mørke
Men koldt og permanent hvinende
I dit venstre øre som et kryb
For irritationens skyld er jeg
Et instrument med ét formål;
At forvirre dit dømme som
En tømmerflåde der forstyrrende
Sejler på det rolige havs vuggende bølger
Og dermed bryder traditionen der byder på
Ensformige verslinjer med lige antal stavelser.
Så sidder man her. Med to smaskende uldtotter i skødet. Kaffe ved sin side. Og så gik man i stå. Hvorpå man gik i stå over at gå i stå. Jeg kommer hjem og papiret og kuglepenne vil ikke kendes ved mig. Måske er det fordi jeg lod min elskede by i stikken. Den by der var min inspiration. Jeg elskede. Jeg hadede den. Måske jeg nærmere hadede at elske den så højt. Og nu ignorerer den mig som straf. Jeg skred og fortjener derfor ikke opmærksomhed. Måske man burde kategorisere det som et destruktivt forhold. Eller i hvert fald et forhold med destruktive træk. Procenterne falder for mine øjne og tiden er knap. Jeg må skrive. Vil så inderligt gerne skrive. Men omgivelserne taler ikke længere til mig.

27. oktober 2009