Så sidder man her. Med to smaskende uldtotter i skødet. Kaffe ved sin side. Og så gik man i stå. Hvorpå man gik i stå over at gå i stå. Jeg kommer hjem og papiret og kuglepenne vil ikke kendes ved mig. Måske er det fordi jeg lod min elskede by i stikken. Den by der var min inspiration. Jeg elskede. Jeg hadede den. Måske jeg nærmere hadede at elske den så højt. Og nu ignorerer den mig som straf. Jeg skred og fortjener derfor ikke opmærksomhed. Måske man burde kategorisere det som et destruktivt forhold. Eller i hvert fald et forhold med destruktive træk. Procenterne falder for mine øjne og tiden er knap. Jeg må skrive. Vil så inderligt gerne skrive. Men omgivelserne taler ikke længere til mig.

27. oktober 2009

Ingen kommentarer:

Send en kommentar