Indeed.

And were an epitaph to be my story
I'd have a short one ready for my own.
I would have written of me on my stone
'I'd had a lover's quarrel with the world'.

Robert Frost

Meningsløst blod på min tand.

Jeg nyder din sure lyd. Du tiltaler mig så grimt at jeg bukker under og gemmer mig i din krog. Overbevist om at du vil mig det bedste og kun udretter derefter. Og selv når jeg støder på billeder, der illustrerer det modsatte, følger jeg dig blindt. For i denne del af mit liv, der ikke en gang er en bagside-spalte i diverse intetsigende sladderblade værd, er jeg tvunget til at beundre dig betaget. Det giver mig blod på tanden. Jeg kategoriseres jo som kasus femininum hvorfor jeg logisk nok ikke kan andet end at bøje mig i støvet, kysse dine grimme fødder og logre med halen. Egentlig er du blot et klassisk eksempel på behov for drama i en grå hverdag. Det er meningsløst og derfor smukt. At vide man aldrig vil kunne leve i samme rum, ja, selv i samme verden, giver en traditionel rus der tvinger ens krop til at grave sig gennem dage, måneder og år i et sørgeligt forsøg på at opretholde meningsløse relationer med argumentet 'jeg elsker dig' som bærende etikette.

Juuul!


Iiihh, hvor jeg dog elsker at jeg har fået en helt klassisk Chanel no. 5 parfume af min søde, søde mand i julegave!

Så klassisk, skøn og betænksom en gave. Me looooves. Og se! Monroe med selvsamme parfume. Ihh!

Simpelt og sentimentalt men smukt.

Yes indeed I'm alone again
and here comes emptiness crashing in
it's either love or hate
I can't find in between
cause I've been with witches
and I have been with a queen

Ben Harpers "Another Lonely Day"

Jeg er din ho.

Mine egne hjerneceller hjernevasker mig og jeg ser det ikke. De håner mig og jeg kan ikke gøre andet end at betragte hvordan du slagter min krop igen og igen.

Du forbliver et larmende organ med kriminelle intentioner.

Jeg er kriminel og fuldmånen blænder mit overblik for jeg er en forbryder der ikke tør melde sig selv og resultatet vil blot være en hårdere straf et evigt plettet rygte samvittighedens uudholdelige tinnitus i mine ører og ja selv min krop vil tage afstand og flygte fra det larmende organ i midten.

Mit larmende organ vil sige 'mytteri' hvortil lemmerne vil skrige 'umenneskeligt' og konstatere at de er fanget i et imperium bygget på en alt for høj piedestal med en glorie der sidder skævt og som sidste udvej vil de dømme organet til evig skam og en sikker død idet det blot er en eksistentialist med skyklapper på; en irrelevant selvmodsigelse.