Meningsløst blod på min tand.

Jeg nyder din sure lyd. Du tiltaler mig så grimt at jeg bukker under og gemmer mig i din krog. Overbevist om at du vil mig det bedste og kun udretter derefter. Og selv når jeg støder på billeder, der illustrerer det modsatte, følger jeg dig blindt. For i denne del af mit liv, der ikke en gang er en bagside-spalte i diverse intetsigende sladderblade værd, er jeg tvunget til at beundre dig betaget. Det giver mig blod på tanden. Jeg kategoriseres jo som kasus femininum hvorfor jeg logisk nok ikke kan andet end at bøje mig i støvet, kysse dine grimme fødder og logre med halen. Egentlig er du blot et klassisk eksempel på behov for drama i en grå hverdag. Det er meningsløst og derfor smukt. At vide man aldrig vil kunne leve i samme rum, ja, selv i samme verden, giver en traditionel rus der tvinger ens krop til at grave sig gennem dage, måneder og år i et sørgeligt forsøg på at opretholde meningsløse relationer med argumentet 'jeg elsker dig' som bærende etikette.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar