Before Sunrise

"Daydream delusion
Limousine eyelash
Oh, baby with your pretty face
Drop a tear in my wineglass
Look at those big eyes
See what you mean to me
Sweet cakes and milkshakes
I am a delusion angel
I am a fantasy parade
I want you to know what I think
Don’t want you to guess anymore
You have no idea where I came from
We have no idea where we’re going
Lodged in life
Like branches in the river
Flowing downstream
Caught in the current
I’ll carry you. You’ll carry me
That’s how it could be
Don’t you know me?
Don’t you know me by now?"

Digt fra filmen "Before Sunrise"

Waits, jeg vil stadig ha' dig.

Mmm, og efterfølgende sang af selvsamme er også vidunderlig ...

Waits, jeg vil ha' dig.

"You can never hold back spring
You can be sure that I will never
Stop believing
The blushing rose will climb
Spring ahead or fall behind
Winter dreams the same dream
Every time

You can never hold back spring
Even though you've lost your way
The world keeps dreaming of spring

So close your eyes
Open your heart
To the one who's dreaming of you
You can never hold back spring
Baby

Remember everything that spring
Can bring
You can never hold back spring"

Så kom sneen og min melankoli har for alvor sat sine fesne spor. Ovenstående sang hører jeg hver vinter. Tom Waits er fantastisk - jeg elsker hans musik. Især albummet 'Orphans', der altid vil være min julemusik.

Den bog må jeg eje.

"Ord kan virke som bitte små doser arsenik:
De sluges ubemærket, de synes ikke at have
nogen virkning, men efter nogen tid viser
giftens virkning sig alligevel."

Victor Klemperer, LTI

BRMC, I love you.

Jeg var til Black Rebel Motorcycle Club koncert i den Grå Hal i lørdags, og det må siges at være, hvis ikke mit livs bedste, så årets koncert. Jeg har alt deres musik, og hører den altid. Så smukke tekster, så unik en lyd og speciel en stemning. De spillede sange fra alle deres album og alt fra ren rock og rul til tårepersere som denne:



De spillede også denne akustisk til koncerten - ubeskrivelig følelse, man havde da den var slut.

BRMC's 'Took Out A Loan'

"I took out a loan on my empty heart, babe
I took out a loan for my patient soul
And I feel alive as long as I don't need you
And I feel alive as long as I keep hold

I took out a loan on my empty heart, babe
I took out a loan for my patient soul
And I feel alive as long as I don't need you
And I feel alive as long as I keep hold
Of what I think I thought I heard you loved me
I think you thought you heard I loved

Have I been mistaken
Have I been mistaken
I feel confused about the way it's done

I won't be denied
I'm coming in this time, babe
I've fallen in love with your creatures' soul
And I've been a witness to your sickest obsession
And I feel alive as long as I keep hold
Of what I think I thought I heard you loved me
I think you thought you heard I loved

Have I been mistaken have I been mistaken
I feel confused about the way it's done"

Du når mig aldrig.

Jeg vender ryggen til dit kys
og ignorerer dine trommende fingre
der afventer min retur til det forliste
men jeg nægter at give dig endnu en sejr.


Du vinder ikke disse knogler
du får dem ikke
for de fortjener at fordærves af sig selv
uden dine fingeraftryk.

Det eneste du engang formåede
for længe, længe siden
og i korte intervaller
var at ridse min porcelænshud.

Overfladisk og hurtigt gav du mening
men jeg grinede hånligt
lappede skårene sammen;
og mit inderste nåede du aldrig.

Forsvind!

Jeg vil ikke ha' dig i mit system!

Igen gør du mig ondt.



Ben Harper w. "Another Lonely Day"

Contusion

You penetrate my silence
Right between my lungs
Do you know where to put the words
That will confirm the bruises
and you may see it yourself
For in my mind and in my heart
Still you not so seldom govern.



Ord, I gør mig (Ej redigeret)

Lyden af Jeres skønne kradsende tasten og skriblen
gør mig.
I er en ro og en klarhed. 
Bedøvet men afklaret
gør I mig. 
I sætter ild til den rastløse vandren og lader den langsomt dø ud.
Som bindeled
gør I mig klichéfyldt men hel.

Jeg kommer aldrig til at forstå sms-sprog.

Unødvendige (og ikke særlig tiltalende æstetisk set) forkortelser, overdrevet brug af smileys og en kasten om sig med halve sætninger sætter alt for ofte mit pis i kog. Det er grimt og ens IQ daler altså en hel del (om ikke i andres øjne, så i mine). Samtidig tager det en krig at kæmpe sig igennem en ellers kort sms-tekst. 
   Hvad er pointen med det så? Ser det smart ud? Nej, det fik jeg ligesom sat på plads i den første parentes. Går det hurtigere med selve skriveprocessen? NEJ! Man skal jo for helvede tænke over hver en forkortelse og stave og harke sig gennem hvert et ord - derved forsvinder ens intuitive forhold til sit mordersmål, og idéen med at kommunikere hurtigt, de kalder det vist "at chatte", forsvinder. Er det hurtigere at læse? Forstår d måske hva j sir? Nj, vl? D gr j helr ik!

Dog skal det tilføjes at leg med ord og ordspil er godtaget, idet man udvider sin horisont og forholder sig med en vis distance (en eventuel selvironi ville være lækker) til sproget. Ovenstående er derimod blot en god gammeldags og unødvendig 'violation' af vores ellers så herlige sprog.
 


Og så fik vi vist det på plads. Samtidig hersker der heller ikke længere nogen tvivl om at jeg er konservativ som en 90-årig pukkelrygget trunte, når det kommer til sprogbrug.

Emo og mixtape.

Med henblik på at svælge i lyd og ord, går jeg op i det med liv og sjæl, og overvejer nøje din komposition. Melodi og stemning skal være sammenhængende, patos er altafgørende, og ordene skal ramme. Hårdt. Så hjertets rytme bliver tung, så maven slår knuder, så tårerne triller fra min kind.

Af ord er du og jeg.

Jeg sender dig en ophobning af ord
for at teste din usikkerhed,
og lader kroppene mødes på ukendt grund.

Sammen bøjer vi ordene imellem os,
og lader kroppenes kemi slippe løs, 
i fællesskab drejer de sig om sig selv 
og efterligner planeternes evige kredsløb
som en forvikling i sær harmoni.

Efterårets melankoli afgør det endelige kapløb
i tankernes selvdestruktion, og jeg møder
dig atter i ordenes skumrings bevidsthed.

En kynisk romantiker?

Kan jeg endelig stå ved at jeg ikke er så kynisk et menneske endda? For betragter man livet med mine øjne, gemmer der sig tilsyneladende en bette skabsromantiker, som er dybt afhængig af erfaringen ovenpå forgangne følelser og ord. Nærhed og ro.

Sentimental og nostalgisk er hvad fortidens finurligheder har gjort mig til. Og jeg fornemmer det selv når jeg læser undertegnedes tekster, og derved står model til egen reaktion på selvsamme. Det stikker dybt, gør det.

The Shins' 'Pink Bullets'

"Cool of a temperate breeze from dark skies to wet grass
we fell in a field it seems now a thousand summers passed
when our kite lines first crossed
we tied them into knots
and to finally fly apart
we had to cut them off.


(...)

I don't look back much as a rule
and all this way before murder was cruel
but your memory is here and I'd like it to stay
warm light on a winters day .."  

Jeg tog dig på.

Og jeg tog dig på. Sådan lige for at prøve dig en enkelt gang. Jeg tænkte at en lille prøvetur blot ville koste mig en bøde eller to. Tanken om at vi to ville vare ved strejfede mig aldrig. For din drift fristede mig så voldsomt at end ikke din absurde spontanitet advarede mig. Jeg blev blændet af suset, der overtog hver en nerve, og på papiret blev det ene knald til mere end et år.


Men nu sletter jeg dine ord fra min krop og kigger dig dybt i øjnene. Leder efter løgn på dine hænder, og lader mig ikke længere overbevise af din duft. Efter alt for lang tid lader jeg dig endelig forsvinde ud af min favn, idet jeg lukker døren efter mig og går ud på gaden med højt løftet hoved og tomme hænder.


(Med inspiration fra Simone De Beauvoir)

Bror og Co.

Så drog I afsted. Ikke for altid, nej. Men i årets mest stressende måneder kommer I til at mangle, og jeg savner jer allerede.

Det var dengang

hvor jeg rystende sendte det forhåbentlig retoriske spørgsmål gennem rummet. Det var dengang jeg lænede mig tilbage med et afventende udtryk i ansigtet og et stort tomt hul i maven. Det var dengang hvor din indflydelse over mig dominerede alle andre følelser.


Det var dengang og aldrig mere.

Beware of that good, old Melancholy (i.e. youtube video in the other post)

Jeg mindes dengang bands som The Cure (blandt andre) med dominerende sans redigerede min tøjsmag. Dengang jeg foretrak lilla og sort-stribede strømpebukser med store huller i, badges og symærker med diverse bands og deprimerende fraser, Dr. Martens støvler og sorte converse (sidstnævnte går jeg dog stadig i, eftersom acceptable gummisko er en mangelvare), kulsort og uglet hår - med en ung drøm om dreadlocks (der senere blev en realitet) - og sort, sort eyeliner. Det var tider.

Teen-nostalgia

(Untitled)

Du er blot en blank side foran mig. Og alligevel får du mig til at væmmes ved tanken om manglende skrift. Du er intet uden den. Og du minder mig om det. 

Med dine albinoøjne, tvinger du mig til at formulere trivielt intetsigende sætninger. Jeg er den blanke sides fyld, og du udnytter mig til at få tiden til at gå indtil du støver en mere brugbar skribent op. 

Alligevel nøjes jeg med dig, og kun dig.



Dilemma

Jeg har de sidste par dage gravet en del gamle cd'er frem fra støvbunken i hjørnet og sat dem på anlægget. Manson, Psyched Up Janis, Garbage - you name it. Og jeg bliver helt nostalgisk. 

Derfor står jeg nu overfor følgende dilemma - skal de, ifølge min oprindelige plan, lagres på harddisken og sælges, eller skal jeg beholde dem?

Would one prefer the kindness of a lie or the truth?

Sandheden burde have sin faste plads i vores liv. Uanset hvor sårende den måske kan være, så er det altid bedre at få den frem i lyset, og ikke skjule den. Hvor ofte har erfaringen ikke også fortalt os at den afsløres før eller siden? - så hellere levere den selv, og stå ved sine handlinger.
Den smukkeste niece, der findes.





 

Keb' Mo' - It Hurts Me Too




Yes, I'm still in love with the blues ...

Berlin Part One

Berlin, Berlin, Berlin.

Jeg drages af din charmerende og upolerede undergrund. Det høje hår ekstra højt og den store gulvbas endnu mere fyldig i det tyske landskab. Jernbanenettet intimiderer med sin gustne lugt af benzin og sine vægges grimme 70er-inspirerede farver. Efterkrigstidens ækle beton fylder det meste. Og når der endelig står en bygning af ældre dato, er den dekoreret med skudhuller i søjler og gavle. Åh, Berlin, hvor tæt du ikke må være på krigens terror i dine daglige gøremål. Folkets bevidsthed næres af mindet om folkedrab. Og måske netop derfor er øllen og karrywursten så billig. Man skal jo passes og plejes. De skal se bort fra historiens grimme ar, og hvad fremmer det mere end høje alkoholprocenter og folkeligt ædegilde som hverdagens eskapisme? 

Det ekstreme får en helt ny betydning, og min horisont udvides. 

Berlin, du er en storby. En vaskeægte storby. Må vi snart mødes igen. Lad mig endnu en gang tiltrækkes af din grimme facon og dit simple fordærv.

Ejersbo.

Kære Ejersbo, dine ord rammer mig - du skriver så let og levende. Så hårdt og kontant, og jeg rives med i dine ords fantastiske strøm. 



"Europæerne er kolde: Ingen taler til hinanden medmindre det handler om arbejde. De lever kun i hjernen; de kan ikke grine før de har overvejet om tidspunktet er passende".

REVOLUTION, Jakob Ejersbo

Love life, not necessarily love.

Og det er netop hvad Etta James inspirerer mig til med følgende sang; 
 

Narcisa Vucina.

"I nattens klarsyn taler jeg til dig med mit hjerte.
Så sent som denne samme aften var det blot et spil -
klassisk forførelse med omsorg, med sødme.
Men nattens angren har rusket
al rust ud af min plasma,
så nu mener jeg det jeg fortæller,
nemlig at du betyder noget for mig.
Om morgenen vil
jeg sandsynligvis vakle -
jeg vil muligvis ikke længere tro på det jeg selv har sagt.
Og dagens bødler vil sikkert stille mig på prøve
- lade dig fremstå som
fjern og tavs, uden en sætning.
Hvordan husker jeg nattens bud
før deterministerne sælger de sidste billetter
til det nye cirkus
ankommet fra idiotistan-provinsen?"

Narcisa Vucina, DET NYE CIRKUS

Suspekt men nej.

Undskyld på forhånd. 

Du kommer til at foragte mig og tro at det er hævn. Men tro mig, når jeg siger at det ikke er tilfældet. For det ér blot et tilfælde.

Udskyd og lev fordi du kan.

Pludselig har jeg ikke så travlt, idet jeg så tilbage - og opdagede at min ønske om at rejse slet ikke er indfriet. 

Jeg gør det .... en måneds roadtrip gennem USAs sydstater!

Er det blot en sød illusion? Man ved det ikke, men finder ud af det i maj 2011. Jeg skylder det en chance. Der er mere i det her liv end hvad der befinder sig inden for Valby bakkes grænse.

I er mine ords komedie.

Du er smuk som en let romantisk komedie, og jeg skriver stadig til dig. Ikke på nostalgisk vis. Du er blot et nemt offer og ikke et ømtåleligt emne som så meget andet. Men idet jeg kradser et par linjer ned, skifter fokus, og du er nu en helt anden. Processen er ikke klar. Det eneste, jeg kan begribe, er at næste gang jeg sætter pennen på papiret, er det et andet du, der adresseres. En anden krop, et andet blik, andre følelser. Som en human highway, hopper jeg fra seng til seng og forveksler den ene komedie med den anden.

Sonate til Olsson

"Men man kan jo ikke gå tilbage i tiden. I livet. Og den tid er nu uden for rækkevidde. Jeg bliver nødt til at prøve at klare mig alligevel. Dengang gjorde jeg ikke noget. Jeg tænkte ingenting, for at tænke ville betyde, at jeg huskede, og det var ganske enkelt ubærligt. Men det, som jeg troede stod stille, var i virkeligheden en proces. Jeg drev imod mit liv igen, gradvist. Jeg var hjælpeløs. Processen havde sit eget tempo, og jeg var ikke engang klar over det, indtil det en dag gik op for mig, at det var ovre. Jeg var i live".

Linda Olsson, Sonate til Miriam

Mine princippers evne til at ignorere de grå zoner.

Måske burde jeg indse at jeg er for ung og naiv til at ville acceptere skæbnens evne til at filtrere oplysninger for en ...
"Lad din længsel hvile"

Linda Olsson

Rusens ord.

Så meget der er sket på en enkelt uge. Jeg elsker sommer! Uoverskueligt og overskueligt på samme tid. Overskueligt i øjeblikket - uoverskueligt når man ser tilbage. Man lader sig rive med af den varme strøm og slår sig endnu en gang løs. Larmende accept og en hjertelig hilsen til manglen på trang til kun dig. Fraværet hyldes og man kom så hurtigt videre at end ikke en selv nåede at registrere det. 
"I'd rather fall myself than let you drag me down"


Ben Harper, "Another Lonely Day"

Tid forstår.

Jeg bearbejder dig. Din duft og dine løgne. Langsomt lunter du rundt i min krop. Jeg kan ikke udskille dig før du har været i hver eneste blodbane og nerve. Paradoksalt nok naturligt og behageligt. Jeg giver dig den tid, du ufortjent skal have, og ignorerer ikke de spor du sætter, men accepterer dem i forsonende stilhed.

Du er ikke længere et faktum, jeg kan læne mig op af i hverdagen og hjertet har langsomt givet slip på trygheden ved en traditionel tosomhed. Den tosomhed, du aldrig ville give en chance, og selvom min forstand formentlig aldrig vil kunne begribe årsagen, er det netop hvad kroppen fordøjer i skrivende stund.

Melankolsk, og alligevel simpel og forstående overfor nervernes reaktion på et års frem-og-tilbage i en uendelighed. Naturlige tanker om hvad-nu-hvis du fandt en anden dukker op, men til min store glæde og tilfredshed, går jeg ikke længere i chok ved tanken om det før så frygtede scenarie. Det er ok. Og alt skal nok gå - det gør det allerede. 

Kroppen bearbejder din eksistens og udskiller hver eneste overbærende minde om dine små løgne. Som tiden går skiller jeg mig af med din duft og det føles rigtigt.
Mit larmende organ giver dig hovepine af dets regelmæssige dunkende banken på din dør og jeg nyder det.

"I'm selfish, impatient and a little insecure. I make mistakes, I am out of control and at times hard to handle.
But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best."

- Marilyn Monroe

I compare thee to nothing.

Du siger at jeres forhold vejer mere, og derfor reagerer du så kraftigt. Men hvordan mere? Fortjente det, jeg engang følte, ikke samme omsorg?

Lunefulde sommer.

Jeg husker at det regnede i den lune luft, men ikke på den fugtige, ubehagelige måde for kroppene var tilpas afkølede efter en hel dag i vandet. Jeg spillede mere fuld end jeg egentlig var. Måske fordi det på en måde er lettere at imponere i øjeblikket og ikke mindst undskylde dagen derpå med alkohol som bærende argument. Man er en tosse, men en sjov tosse for sjov indebærer da høje procenter, gør det ikke? Naivt. Nemt. Det barnlige træk ved at kurtisere den, man tiltrækkes. Vi sad og betragtede lynene og der var noget magisk ved den dag. Naiv glæde ved små overraskelser og spontane øjeblikke. Ovenpå en sommer med ubehagelige, uventede hændelser. Sådanne dage burde forekomme oftere, så man sætter pris på ting, der normalt ikke registreres i hukommelsen. Og jeg tror du havde været enig, hvis du endnu var til stede i mit hjerte.

En romantiker.

Du er vingerne, der bærer min mave og får mig til at smile og danse så let på tå. Indtil jeg forstår at du slet ikke er dig. Du er ikke en sjæl, et individ, et menneske, men blot min idylliserede og romantiske forestilling om følelserne forelskelse og ægte kærlighed. Og det knuser min idé om det indhold, jeg selv ønsker at give mit liv.

Om dig af mig.

Du er blot en sølle ophobning af ord, kradset tilfældigt ned på en bleg post it seddel. Ja, jeg vælger at reducere alt det, jeg troede vi havde sammen, til meningsløshed på grimt papir.

Og nå ja, du havde forresten også en lille diller.

Så fuck dig.
Jeg er introvert og du fatter hat.

En lille kladde for at huske på.

Så er det faktisk ikke så slemt endda og min nyligt vundet frihed nydes i fulde drag. Jeg giver mig selv lov til at åbne øjnene for nye mennesker, der hele tiden har eksisteret, også i min bevidsthed. De tiltrækker og bekræfter mig i endnu at kunne. Og jeg husker at jeg må huske på essensens i dette. At ånde. Som nu. At danse gennem dagene og nyde hvert et minut. Du er ikke længere en del af mig og man husker at glædes ved tanken om dit endelige fravær.
Kan man tude over et tabt musikbibliotek?
Jeg griber tanken og sletter dig.
Det er slut med gentagelser, og jeg er færdig med at elske dig.

Fordi karma ikk' ku' la' vær'.

Mit musikbibliotek er tabt, fordi jeg er en klovn - alt er slettet, og på trods af ihærdige forsøg på at få filerne genskabt, er det kun halvdelen, der kunne reddes. Hvoraf mange er halverede i tid.

Måske er det blot et tegn på at jeg skal starte forfra ... den musik, jeg husker at genindlæse, er den der betyder noget og alt andet er overflødigt..................

Nej nej, op i røven med lommefilosofi og rationalitet. Det er lort, og jeg er pissed!

Desperate fluer på din væg.

Vi forfølger dem i medgang og modgang som var de vore nærmeste. Hvilket kan betragtes som en fornærmelse. For selv ikke vores mor eller tætteste veninde følger vi på så tæt hold. Og det er usmageligt hvordan vi forvandler os til fluer, der lurer i deres beskidte vasketøj.

Blod på dets tand.

Mislykket men helhjertet. At slå tonen an. Og sætte stemningen for øjeblikket. Som de ville gøre det i manuskriptet. Paradoks at netop dette får skriften til at flyde som jeg ønsker det. Elegant i stiplede linjer river den papirets uskyld itu. Tonerne er mit ihærdige og alt for ivrige forsøg. Det ene track efter det andet øger mit hjertes bankende tempo. Det er min kommercielle hyldest af romantiske øjeblikke, der sæson efter sæson fanger mit blik.



Irrelevante tankestrømme.

Jeg vil så inderligt gerne se mine tanker

Men de afbrydes af støjen fra mine trommende fingre

I stedet vælger jeg at lave endnu en spilleliste, der afslører mit humør og lufter mit beskidte vasketøj.



 

Jeg aer din kind og fortæller at det nok skal gå.

Jeg trøster hende på andet døgn nu. En umulig situation, der i høj grad resulterer i ambivalente følelser. Bekræftelse og afmagt. Bekræftelse, fordi hun søger ly ved min side og det går op for mig hvor højt jeg elsker hende og gerne vil hjælpe. Afmagt, fordi jeg så inderligt vil kunne sige eller gøre noget, der får alt til at falde på plads igen, men ved det er umuligt. For det er ikke op til mig at lappe forholdet. Til tider ville jeg ønske at kærlighed ikke havde en så forbandet stor betydning for vores eksistens. Det ville ikke være lettere, men smukkere. Og meget mere idyllisk.

"New Slang" by The Shins

"Gold teeth and a curse for this town were all in my mouth.
Only, i don't know how they got out, dear.
Turn me back into the pet that i was when we met.
I was happier then with no mind-set.


And if you'd 'a took to me like
A gull takes to the wind.
Well, i'd 'a jumped from my tree
And i'd a danced like the king of the eyesores
And the rest of our lives would 'a fared well.


New slang when you notice the stripes, the dirt in your fries.
Hope it's right when you die, old and bony.
Dawn breaks like a bull through the hall,
Never should have called
But my head's to the wall and i'm lonely.


(...)


God speed all the bakers at dawn may they all cut their thumbs,
And bleed into their buns 'till they melt away.


I'm looking in on the good life i might be doomed never to find.
Without a trust or flaming fields am i too dumb to refine?
And if you'd 'a took to me like
Well i'd a danced like the queen of the eyesores
And the rest of our lives would 'a fared well."

Note.

Du er stereotypen på en alkoholisk valbyaner, der har eksisteret siden landets første orangutang blev født; på trods af regn bærer du trofast din lædervest under regnjakken, og når du møder en bekendt på busrute nr. 21, brokker du dig højlydt over vejret imens du stolt viser din lune gulddame frem fra inderlommen. Grrrr!

Støjende naivitet.

Jeg sletter dine ord fra min hukommelse og kigger dig dybt i øjnene. Leder efter løgn på dine hænder, men vælger måske naivt at blive i din krop.

Jeg sletter dine ord fra min krop og vender mig. Jeg går.




Men står døren stadig let tøvende på klem hvorigennem du endnu hvisker?

Jamen dog.

Jeg er praktisk .. er allerede i gang med at sortere til næste uges flytning. Det er skønt at dumpe ind i alle sine køkkenting igen. Hvor har jeg dog savnet dem!

Lidt mere dagbogspladder til folket.

Så kom jeg endelig til møde med studievejledningen! Og jeg kan sagtens tage et halvt års orlov mere og først starte i februar 2011. Så skønt! Samtidig afskærer jeg mig i teorien ikke fra at blive gymnasielærer, hvis jeg kun vælger engelsk på kandidaten og dropper dansk (Selvfølgelig vil folk med en gymnasierettet kandidat komme forrest i køen til jobsamtaler på diverse gymnasier, men jeg er ikke som sådan afskåret fra at blive det, hvis det er det, jeg ønsker). Det var netop det, jeg havde brug for at vide. Og nu behøver jeg ikke at stresse. Dejligt ... og ...

så flytter jeg om 14 dage ... Skønt!

Lidt mere mundlort? Ja tak, siger du? Tjek!

Jeg var af den overbevisning at en studievejledning er til for at hjælpe. At vejlede. At guide de studerende på rette vej. Hvilket er lidt problematisk når de ikke holder åbent som de ellers så smukt skriver på hjemmesiden. Deres åbningstider er i forvejen ret begrænsede (sikkert ikke deres skyld. Mon det er regeringens?), men kunne de i det mindste ikke liiige have skrevet det på hjemmesiden i stedet for at sætte en gul post-it seddel på døren med skriften "Studievejledningen har lukket i dag torsdag d. 4. marts kl. 15-18"? Næh nej, jeg tager derimod fri fra arbejde, og bruger en skide time på transport fra lorte-hvidovre til lorte-amager for ingenting. Skønt!

Mon ikke stress opstår på grund af lignende episoder som ovenstående? Why, yes.

Rastafari, gå hjem!

Jeg er dødsens træt af 40 årige hippie trunter, hvis stolthed smøres ud i fjæset på mig, når jeg blot forsøger at gøre mit arbejde. Ja, dame! Det står sgu i min kontrakt og så må du lære at se bort fra alder eftersom det ikke er det afgørende i det her tilfælde. Vi lever ikke længere i et stammesamfund, hvor den ældste har ret. Nej, vi lever i dagens Danmark, hvor jeg har ret og dit eneste svar bør være 'ja tak'.

Nej, jeg har selvfølgelig ikke altid ret, men du skal stadig makke ret. Det står der selv. Sort på hvidt. Kælling.

Tadaaa!

Fra 1. april kan jeg igen leve som blommen i et æg bosat i min fantastiske by. Goddag til Vesterbro, farvel til skodprovinsens grå hverdag og hurra for tilfældets små glæder. Tak for kaffe, hvor jeg glæder mig!

Tis.

Jeg savner mit studie ... jeg savner at bo i byen ... og jeg savner privatlivets fred. Fuckin' 'ell, jeg bliver tosset af den her ordning.
Jeg føler en umådelig trang til at få mine tanker fastlåst på din skærm men stress og manglende koncentration nægter dig adgang.

Og du kan med rette løfte dit ene øjenbryn.

For eftertænksom melankoli og kommende ændringer forhindrer mig i at formulere mig for tiden.

Ja, selv ovenstående sætning tog mig en evighed at konstruere og denne pågældende samling af ord, som du i dette sekunds øjeblik, kære læser, befinder dig i, er et forbløffende eksempel på manglende struktur, mening og sammenhæng i undertegnedes bevidsthed.

Bum!

Jeg blev tilbudt managerstillingen for den lille restaurant i Larsbjørnsstræde i torsdags ... og efter at have brugt weekenden på at gå i tænkeboks, er jeg kommet frem til en beslutning; ja tak.

Det bliver helt sikkert hårdt og anderledes, men jeg har brug for udfordring og dette år skulle trods alt bruges på at tjene penge så hvorfor ikke få det meste ud af det? Lønnen er bestemt acceptabel i forhold til at det er i den pågældende branche og ufaglært. Opgaverne bliver til tider lidt anderledes og jeg skal nu i høj grad være et forbillede, men jeg kommer stadig til at være på gulvet og kan virkelig godt lide stemningen på den lille restaurant. Gæsterne virker yderligere glade for min betjening og musik (sidstnævnte betyder altid en del i min verden, host). Samtidig kan jeg godt lide at der er styr på det og at det bliver gjort på min måde ... hvilket man så må håbe at jeg kan leve op til.

Og nu smuttede tiden fra mig ... Så ... ja. Det er jo skønt!

Au revoir!

Jeg elsker dig.

Og jeg vælger at tro på dig. Fordi jeg ikke kan andet.

Sandheden er en vendekåbe

Samtaler udspiller sig i mit rod af tanker. Samtaler om sandheden og jeg ryster. På hænder og fødder, men føler et eller andet sted at jeg blot burde ryste på hovedet af alle de historier. For det er jo løgn. Er det ikke? Du lyder så oprigtig at jeg føler jeg nærmest ikke kan tillade mig ikke at tro dig. For hvad hvis du faktisk taler sandt. Og dog. For hvad hvis du lyver? Endnu en gang. Så har jeg igen givet mig hen når jeg egentlig burde losse dig så hårdt at du aldrig vil kunne gå igen. Jeg ved at jeg vil fortryde mit valg hvis du ikke taler sandt. Men jeg ved også at jeg vil gå nedenom og hjem hvis jeg havde gjort det modsatte for derefter at finde ud af at du faktisk var ærlig. Derfor gør jeg det. Jeg vælger at tro dig på trods af usikkerhed. Ikke kun fordi jeg elsker dig, men fordi jeg tror på det bedste i dig.

Pffft! mig i røven

Jeg forstår ikke folks burgerbehov ...

....ligesom jeg stadig leder efter årsagen til folks overforbrug af bagels. Konklusion; arbejde i madbranchen lugter til tider lidt for groft.

Dog kan jeg for en gangs skyld stå inde for hygiejne og kvalitet på nuværende arbejdsplads. Alligevel kan jeg kun skrive "Pfffft! mig i røven". Er det tydeligt, jeg ikke orker arbejde i dag og har nydt min ferie i fulde drag? Nej da.

Idyl, du er en fiktiv kælling

Vores idyl brækkede sig da du viste dig som forbryderen. Ikke at jeg kan tillade mig at kalde dig det. For det er du såmænd ikke engang. Men min dårlige smag i munden fortæller mig det modsatte. Alligevel siger min intuition mig at jeg ikke skal slippe dig. For jeg elsker dig jo.