Jeg aer din kind og fortæller at det nok skal gå.

Jeg trøster hende på andet døgn nu. En umulig situation, der i høj grad resulterer i ambivalente følelser. Bekræftelse og afmagt. Bekræftelse, fordi hun søger ly ved min side og det går op for mig hvor højt jeg elsker hende og gerne vil hjælpe. Afmagt, fordi jeg så inderligt vil kunne sige eller gøre noget, der får alt til at falde på plads igen, men ved det er umuligt. For det er ikke op til mig at lappe forholdet. Til tider ville jeg ønske at kærlighed ikke havde en så forbandet stor betydning for vores eksistens. Det ville ikke være lettere, men smukkere. Og meget mere idyllisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar