En romantiker.

Du er vingerne, der bærer min mave og får mig til at smile og danse så let på tå. Indtil jeg forstår at du slet ikke er dig. Du er ikke en sjæl, et individ, et menneske, men blot min idylliserede og romantiske forestilling om følelserne forelskelse og ægte kærlighed. Og det knuser min idé om det indhold, jeg selv ønsker at give mit liv.

Om dig af mig.

Du er blot en sølle ophobning af ord, kradset tilfældigt ned på en bleg post it seddel. Ja, jeg vælger at reducere alt det, jeg troede vi havde sammen, til meningsløshed på grimt papir.

Og nå ja, du havde forresten også en lille diller.

Så fuck dig.
Jeg er introvert og du fatter hat.

En lille kladde for at huske på.

Så er det faktisk ikke så slemt endda og min nyligt vundet frihed nydes i fulde drag. Jeg giver mig selv lov til at åbne øjnene for nye mennesker, der hele tiden har eksisteret, også i min bevidsthed. De tiltrækker og bekræfter mig i endnu at kunne. Og jeg husker at jeg må huske på essensens i dette. At ånde. Som nu. At danse gennem dagene og nyde hvert et minut. Du er ikke længere en del af mig og man husker at glædes ved tanken om dit endelige fravær.
Kan man tude over et tabt musikbibliotek?
Jeg griber tanken og sletter dig.
Det er slut med gentagelser, og jeg er færdig med at elske dig.

Fordi karma ikk' ku' la' vær'.

Mit musikbibliotek er tabt, fordi jeg er en klovn - alt er slettet, og på trods af ihærdige forsøg på at få filerne genskabt, er det kun halvdelen, der kunne reddes. Hvoraf mange er halverede i tid.

Måske er det blot et tegn på at jeg skal starte forfra ... den musik, jeg husker at genindlæse, er den der betyder noget og alt andet er overflødigt..................

Nej nej, op i røven med lommefilosofi og rationalitet. Det er lort, og jeg er pissed!