Tid forstår.

Jeg bearbejder dig. Din duft og dine løgne. Langsomt lunter du rundt i min krop. Jeg kan ikke udskille dig før du har været i hver eneste blodbane og nerve. Paradoksalt nok naturligt og behageligt. Jeg giver dig den tid, du ufortjent skal have, og ignorerer ikke de spor du sætter, men accepterer dem i forsonende stilhed.

Du er ikke længere et faktum, jeg kan læne mig op af i hverdagen og hjertet har langsomt givet slip på trygheden ved en traditionel tosomhed. Den tosomhed, du aldrig ville give en chance, og selvom min forstand formentlig aldrig vil kunne begribe årsagen, er det netop hvad kroppen fordøjer i skrivende stund.

Melankolsk, og alligevel simpel og forstående overfor nervernes reaktion på et års frem-og-tilbage i en uendelighed. Naturlige tanker om hvad-nu-hvis du fandt en anden dukker op, men til min store glæde og tilfredshed, går jeg ikke længere i chok ved tanken om det før så frygtede scenarie. Det er ok. Og alt skal nok gå - det gør det allerede. 

Kroppen bearbejder din eksistens og udskiller hver eneste overbærende minde om dine små løgne. Som tiden går skiller jeg mig af med din duft og det føles rigtigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar