Luk røven ...

...på mig og lad være med at skyde skylden på det, jeg ikke længere fejler. Sig det dog i stedet som det er; at jeg skal tage mig sammen og tale pænt, og bed mig om at få øjnene op for at hele verden ikke nødvendigvis kan læse mig som en åben bog bare fordi jeg stresser lidt. 
En konstant rastløshed. En nagende fornemmelse af at der mangler et eller andet. Jeg keder mig. Og venter. Utålmodigt.

Ingen titel.

Vi søger en mening med hinanden 
og forsøger ihærdigt at give hvad, 
vi nu end laver, 
en betydning. 

Vi har overbevist hinanden om 
at vi hver for sig 
blot er bogstav og lyd uden mening, 
at vi sammen kan forme meningsfulde ord,
ord på lige linjer, 
på ordnede papirer, 
kronologisk og meningsfyldt.

Men hvis jeg mærker efter 
og ikke lader mig rive med af noget,
der ikke eksisterer, 
føler jeg en masse,
dog intet for dig.