Ingen titel.

En tone.
En langsom tone mennesker imellem.
En omgangstone, forklarer de.
Ævl, svarer jeg.
De taler i en langsom tone. 
De taler så hurtigt. 
De taler så hurtigt i en langsom tone, 
men siger så lidt 
så mange gange 
at forvirringen ofte er total. 
Dialogen er et bip, 
der bliver til en hyletone. 
Et bip på repeat. 
De er gamle mennesker, 
der glemmer alt 
og alligevel formår 
at huske at gentage sig selv. 
 

Vi river lidt i kroppene og påstår at vi har fat i den lange ende.

Kødtermometrene hugger
så langt op i røven 
at de uforstyrret 
kan bearbejde vores lunger 
og som resultat,
søger vi, med fanden i hælene, 
noget, der kan udkonkurrere 
vores evige liderlighed 
efter æstetisk anerkendt 
pladder-romantik;
som substitut finder vi
nye knogler, vi kan klamre os til
og hylder den ligegyldige kødmekanik.

I et akavet forsøg på 
at glemme den fælles fortid,
tilføjer vi
vores seksuelle frihed 
en værdi, den ikke kan bære,
og når vores
efterladte lungers
kaleidoskopiske fragmenter 
hævder, at de er i god behold, 
afslører det blot vores forsøg 
på at erstatte 
en sippet kærlighedsafhængighed
med en kølig trang til kød og knogler. 

Ingen titel.

Efter at mine knogler
lod sig distrahere
i et døgns tid,
indsætter jeg
i mine tanker
et eller andet om
udbrændte lunger
skråstreg
tabt identitet. 
 
De knuste knogler
henter sidste version,
jeg i mine tanker 
kan tro at man ved 
hvor vi står ved download complete;
med samme uoverskuelige mængde af 
følelsesløse lemmer 
stablet på 
kaleidoskopiske fragmenter.

Lad din krop huske dig på.

Det er kun din krop, 
der kan huske dig. 
Det er kun dine knoglers sprog, 
der kan skaffe ro 
i dit ængstelige sind. 

Alligevel søger 
dine rastløse nomade-lunger
det seksuelle lystfølelses 
højdepunkts ly,

men de svulmende sammentrækninger, 
dine knogler knepper sig til
på ordinær vis, 
munder stadig ud i 

mentale orgasmeproblemer,
og genstridig, vedvarende 
og nedsat lungekapacitet
er det eneste resultat. 

For det er kun din krop,
der aldrig glemmer dig. 
Og det er kun dine knoglers ord, 
der kan berolige 
din desperation.

Bip mig.

Jeg var tilfældigvis på udsalg,
og på vej til kassen
faldt du over mine lungers
lettilgængelige ly,
hvorfor du ekspederede 
mine knogler 
som eksprespakke
i din gule indkøbskurv,
så et par fede white-trash-fingre
med gule, nedbidte negle
kunne bippe mig til at være din.

BURN AND CREATE.

'the way to create art is to burn and destroy
ordinary concepts and to substitute them
with new truths that run down from the top of the head
and out from the heart'
Charles Bukowski, Sifting Through 
the Madness for the Word, the Line, the Way

(Ej redigeret)

Passion slår for alvor
knuder på min tunge, 
og nu hvor dine ord 
er min munds arsenik,
kaster jeg lidt op ved 
tanken om at vi to
luftede ordene
dig og mig om altid.

Subjektivitet.

Subjektivitet, 
siger du i en selvhøjtidelig tone, 
er det, 
jeg føler indeni. 
Og netop dér forstår jeg 
at helheden må dø. 
For den eneste sammenhæng, 
jeg nogensinde vil kunne 
fluekneppe mig frem til, 
er ordets egen struktur,
en struktur, jeg selv tilføjer. 
Subjektivitet er noget 
navlepillende ævl, 
der giver dig ret 
til at pådutte 
meningsløshedens 
mening en mening. 
For indeni, ja, indeni 
... 
der er der stille. 
Sådan helt stille, du ved. 
Og her er vi alene, 
du og jeg. 
Her kondenseres vi 
bagvendt og absurd 
fra vand til luft. 
Her er vi forblæste 
og febrilske eksistenser, 
der leder efter 
en sirlig, skrøbelig sammenhæng. 
Og stilheden, vi finder der, 
dybt, dybt inde i dybets indre, 
den stilhed er en
forløsendeulykkelighedoglykkeligforløsning.

Jeg bytter os ud med stilhed.

Tanken om hvorvidt du 
overhovedet var her 
strejfer mig endnu
og det klinger hult 
i mine forblæste lunger.

Du var et konceptuelt valg, 
der var nødvendigt for 
at jeg for alvor 
kunne give os fingeren 
i allersidste ende.

Når jeg kræver,
at der ikke er flere ord
mellem her og der,
er det ikke et spørgsmål 
om våbenhvile, 
men nærmere et ønske 
om en evig stilhed
mellem os.

Jeg ønsker stilstand 
mellem her og der, 
så alt andet kan
få lov til at blomstre
blot på grund af 
sin faktiske eksistens
og uden at jeg føler mig
nødsaget til at vedhæfte en mening.

Helheden må dø.

Jeg sletter dine ord fra min krop, 
mens jeg i min bevidsthed 
giver helheden fingeren
og destruerer dine kærtegn.

Jeg splitter al mening ad
og lader de unummererede dele 
ligge og græde snot 
på bunden af overblikkets falske sind. 

Jeg kaster mig ud 
i et paradoksalt pessimistisk
ensemble, der hylder
egen arrogance og uanstændighed.

Jeg anerkender uoverskuelighedens ligegyldighed
og ignorerer at dine fede fingres
klamme greb igen nåede at kvæle
mine lungers forstand.

Uden titel.

Din krop glemte at fortælle dig, 
at du burde lytte til din fornuft.

Du valgte at fokusere hårdnakket 
på hvad der kunne være, 
og således fandt du 
en gammel begejstring frem.
  
Men på trods af at du kan være nok 
så stor en inspiration for andre, 
må du forstå, 
at du igen glemmer de falske forudsætninger.

For selv når han hævder at elske et andet menneske, 
vil han lyve for sig selv,
det, han definerer som kærlighed, 
er blot en løgn med en bagdør. 
En kattelem, som han kan bruge, 
når han finder det lettest 
at stikke halen mellem benene. 

Og da du åbenbart 
stadig ikke kan se klart,
vælger jeg
at lade det her være 
den allersidste sang,
de allersidste ord,
den allersidste tanke.