BURN AND CREATE.

'the way to create art is to burn and destroy
ordinary concepts and to substitute them
with new truths that run down from the top of the head
and out from the heart'
Charles Bukowski, Sifting Through 
the Madness for the Word, the Line, the Way

(Ej redigeret)

Passion slår for alvor
knuder på min tunge, 
og nu hvor dine ord 
er min munds arsenik,
kaster jeg lidt op ved 
tanken om at vi to
luftede ordene
dig og mig om altid.

Subjektivitet.

Subjektivitet, 
siger du i en selvhøjtidelig tone, 
er det, 
jeg føler indeni. 
Og netop dér forstår jeg 
at helheden må dø. 
For den eneste sammenhæng, 
jeg nogensinde vil kunne 
fluekneppe mig frem til, 
er ordets egen struktur,
en struktur, jeg selv tilføjer. 
Subjektivitet er noget 
navlepillende ævl, 
der giver dig ret 
til at pådutte 
meningsløshedens 
mening en mening. 
For indeni, ja, indeni 
... 
der er der stille. 
Sådan helt stille, du ved. 
Og her er vi alene, 
du og jeg. 
Her kondenseres vi 
bagvendt og absurd 
fra vand til luft. 
Her er vi forblæste 
og febrilske eksistenser, 
der leder efter 
en sirlig, skrøbelig sammenhæng. 
Og stilheden, vi finder der, 
dybt, dybt inde i dybets indre, 
den stilhed er en
forløsendeulykkelighedoglykkeligforløsning.

Jeg bytter os ud med stilhed.

Tanken om hvorvidt du 
overhovedet var her 
strejfer mig endnu
og det klinger hult 
i mine forblæste lunger.

Du var et konceptuelt valg, 
der var nødvendigt for 
at jeg for alvor 
kunne give os fingeren 
i allersidste ende.

Når jeg kræver,
at der ikke er flere ord
mellem her og der,
er det ikke et spørgsmål 
om våbenhvile, 
men nærmere et ønske 
om en evig stilhed
mellem os.

Jeg ønsker stilstand 
mellem her og der, 
så alt andet kan
få lov til at blomstre
blot på grund af 
sin faktiske eksistens
og uden at jeg føler mig
nødsaget til at vedhæfte en mening.

Helheden må dø.

Jeg sletter dine ord fra min krop, 
mens jeg i min bevidsthed 
giver helheden fingeren
og destruerer dine kærtegn.

Jeg splitter al mening ad
og lader de unummererede dele 
ligge og græde snot 
på bunden af overblikkets falske sind. 

Jeg kaster mig ud 
i et paradoksalt pessimistisk
ensemble, der hylder
egen arrogance og uanstændighed.

Jeg anerkender uoverskuelighedens ligegyldighed
og ignorerer at dine fede fingres
klamme greb igen nåede at kvæle
mine lungers forstand.

Uden titel.

Din krop glemte at fortælle dig, 
at du burde lytte til din fornuft.

Du valgte at fokusere hårdnakket 
på hvad der kunne være, 
og således fandt du 
en gammel begejstring frem.
  
Men på trods af at du kan være nok 
så stor en inspiration for andre, 
må du forstå, 
at du igen glemmer de falske forudsætninger.

For selv når han hævder at elske et andet menneske, 
vil han lyve for sig selv,
det, han definerer som kærlighed, 
er blot en løgn med en bagdør. 
En kattelem, som han kan bruge, 
når han finder det lettest 
at stikke halen mellem benene. 

Og da du åbenbart 
stadig ikke kan se klart,
vælger jeg
at lade det her være 
den allersidste sang,
de allersidste ord,
den allersidste tanke.