Ingen titel.

En eller anden dag stoppede du op 
og lukkede for slusen af ord, 
der blev for akademiske, for selvoptagede.
Så stoppede du helt. 
For tankerne var vist 
en tand for flyvske og forelskede 
til at du kunne nå dem. 
Og tiden stod stille herinde. 
Herinde hvor vi altid havde kontakt.  
Men nu er du her igen. 
Tror jeg nok. 
Hvem ved.
For vi har det med at flytte fokus 
fra sted til sted til sted til sted
og til sidst helt væk.

Ingen titel.

Tiden hænger ikke på træerne
den hænger på dine knogler
og lader tyngdekraften trække
dine åbne sår dybere og større i omkreds
i alderdommens forudsigelige forfald

(Og måske, som den trækker sig selv afsted,
finder dine følelser langsomt ord
og du forstår at du må acceptere
at det, der engang var, altid vil tynge 
dine tykke små lunger)